Søndag går det igen løs med Storkeløbet, på tre forskellige ruter. Her gælder det starten ved sidste års Storkeløb.

Har man mod på en rask motionstur i den smukke natur omkring Halkær Bredning er muligheden der nu. Søndag formiddag lyder startskuddet til det 7. Storkeløb, med Skørbæk-Ejdrup Friskole og Naturbørnehave som arrangør.

Storkeløbet tilbyder tre ruter at vælge imellem, nemlig halvmaraton, 10,7 og 5,3 km, så der er noget for enhver, lyder det fra skolelder Per Svaneborg. Tidtagningen foregår elektronisk via en chip. På den måde får man den helt nøjagtige tid.

Løberne vil på ruten blive hjulpet igennem via et hold af rutevagter og strategisk placerede væske- depoter. 

Attraktiv rute

Også de store løbeklubber i Himmerland har fået øjnene op for, at der her i Vesthimmerland er et løbsarrangement, der er lidt ud over det sædvanlige. Storkeløbet henvender sig også til hele familien, uanset om man har mod på halvmarathon eller blot begiver sig ud på de kortere ruter, siger Per Svaneborg til Nibe Avis. 

Forhåndstilmeldingen har længe været godt i gang, men man kan også møde op på selve løbsdagen og blive indskrevet. Arrangørerne håber på lige så stor tilslutning som sidste år hvor omkring 400 løbere gennemførte én af de tre ruter. 

Det er igen Skørbæk-Ejdrup Friskole og Naturbørnehave der afvikler Storkeløbet. Alle skolens elever er tilmeldt løbet og mange forældre giver en hånd med omkring afviklingen. Man er spændte på om Vegger-storkene igen i år skulle vise sig i startområdet. 

Som forberedelse til løbet  har eleverne siden skolestart løbetrænet flittigt og slutter på fredag af med en fællestræning inden det søndag for alvor går løs.