Her modtager ejerne af Årets Hus beviset i form af en messingplade med indskription, af Bevaringsafondens bestyrelse – fra venstre: Rådmand Tina French Nielsen, Anne Kjærsgaard, Kay Jensen, Thomas Krogh, byrådsmedlem Elin Møller, Bevaringsfondens formand Evan Christensen og Morten Poulsen.

Kay Jensen og Evan Christensen fra Bevaringsfondens bestyrelse viser detaljer, som har medvirket til udnævnelsen af Årets Hus: Metal tagrende, tegltag, små ruder i tagfladen og »spare-en-kop« frise.

Fonden til bevarelse af gamle bygninger og miljøer i Nibe området – i daglig tale kaldet Bevaringsfonden – har netop udnævnt et nyt medlem af »familien« Årets Hus.

Valget er i år faldet på ejendommen Kærvej 10A, Nibe, som i 2006 blev overtaget af Anne Kærsgaard og Thomas Krogh. De har gennem de første par år af ejerskabet endevendt og ombygget ejendommen, så den nu fremstår som en moderne bolig på godt 130 kvadratmeter i 2 plan.

Parret fortæller i forbindelse med udnævnelsen, at arbejdet i overvejende grad er udført som selvbyggeri, godt hjulpet af Thomas’ far Niels Ove, som har bygge-erfaring fra et andet hus i Nibes gamle bydel.

Én af de store udfordringer i ombygningen var, at der i husets nordlige ende var opført en tilbygning med fladt tag, i gule sten. Denne tilbygning har parret nu integreret i huset, og den danner nu en komplet lille tilbygning der er smukt indpasset. Det samme gælder en række detaljer som »spare-en-kop« frise, metal tagrender og nedløb, skorsten og små vinduer i tagfladen mod gaden, understregede bevaringsfondens formand Evan Christensen, i forbindelse med prisoverrækkelsen.

Bygningen er optaget i »Registranten« for den gamle bydel, og beskrives her som opført i 1844 for snedkermester Jens Jensen Dreier. Senere er den kendt for at være brødrene Olesens fødehjem, nærmere betegnet Evald og Henning, sidstnævnte bedst kendt i Nibe som »Rullemand« – et navn han fik som dreng, da han som bud for en rulleforretning i Skomagergade, drog Nibe rundt med trækvogn og afleverede rulletøj.

Anne og Thomas fortæller, at der i forbindelse med ombygningen blev fundet et næsten komplet skomagerværksted, efter Evald og Henning Olesens forældre.