- Mandag, 3. december 2012
Finanskrise eller ej – Nibe er stadig attraktiv for nordjyske vækstiværksættere. Dels grundet byens beliggenhed. Dels grundet de gode faciliteter og rige erhvervsmiljø. Sådan begrunder Dataproces ApS valget af Nibe, som det nye hjemsted for virksomhedens drifts- og udviklingsenhed.

Dataproces har fra start otte medarbejdere i Skalcentret, foruden syv andre tilknyttede. Til højre virksomhedens to indehavere, Kjartan Jensen (t.v.) og Morten Lindblad.
Dataproces er en ekspertvirksomhed, der har specialiseret sig i at optimere kommuners indtægter, ved at sammenkøre deres enorme datamængder på tværs af registre og systemer. Herved finder virksomhedens økonomer og jurister de uindkrævede indtægter og uretmæssige udgifter, der ikke fremgår af den vanlige revision, der almindeligvis har uhyre svært ved at få de mange forskellige datatyper til at tale sammen:
– Når det kommer til digitalisering, er kommunerne mindst 10 år foran den private sektor - hver en sagsakt og økonomisk postering er jo elektronisk! Det genererer nogle helt enorme datamængder, registreret i et utal af forskellige systemer og databaser. Vi har udviklet en helt unik model, der gør os i stand til at sammenkøre alle disse vigtige informationer, så vi kan finde frem til de beløb, der slet ikke burde udbetales eller som mangler at blive indkrævet, forklarer en entusiastisk direktør Morten Lindblad og forsætter:
– Ta’ f.eks. moms. Her har kommunerne krav på refusion, alt afhængigt af udgiftens karakter. Det ved kommunerne selvfølgelig godt og helt generelt, har de virkelig godt styr på det. Men det er omvendt klart, at hvis man skal tjekke moms på 800-900.000 poster, som det er tilfældet for en almindelig, mellemstor kommune, ja så er der risiko for fejl, medmindre det gøres digitalt!
– Og det er lige netop dét Dataproces gør. De laver »Kommunal Digital Indtægtsoptimering«. Og de gør det så godt, at den bare ét år gamle virksomhed er vokset ud af deres hidtidige lokaler i Vesthimmerlands Messe-center.
Stiftet i december 2011 af de to Cand.Oecon’er og tidligere embedsmænd, Morten Lindblad og Kjartan Jensen, tæller Dataproces i dag 13 ansatte – og endnu flere medarbejdere er allerede i vente:
– Vi vækster forsat og er derfor på stadig udkig efter flere skarpe jurister og økonomer, siger Morten Lindblad og fremhæver de bedre rekrutteringsmuligheder, som en af flere årsager til at virksomhedens drifts- og udviklingsteam i fredags indtog et 308 kvm. stort kontorlandskab i Nibes Erhvervsparks Skalcenter.
– Næsten alle medarbejdere er bosiddende i Aalborg, så vores nye lokation skulle både minimere deres rejsetid, forbedre vores generelle arbejdsmiljø og velbefindende, og være betydeligt større, med plads til yderligere vækst. Skalcenteret her i Nibe imødekommer alle disse krav - og mere til! Her er mange ekstrafaciliteter og så tror jeg faktisk, vi bliver rigtig glade for vores mange nye naboer! Det motiverer og inspirerer, at være omgivet af andre driftige virksomheder, siger en glad Morten Lindblad og konstaterer opsummerende:
– Vi glæder os til rigtig mange gode år her i huset og i byen!










