Aktionærerne mødte talstærkt op, da Spar Nord Område Rebild holdt aktionærmøde med fokus på højdepunkterne i 2011 og forventningerne til 2012. Mødet i Spar Nord Rebild er en del af Spar Nords omfattende aktionærdemokrati, der omfatter 38 aktionærmøder med op mod 20.000 deltagere.

Nyvalgte medlemmer til Spar Nords bankråd for Rebild Området. Fra venstre: Knud Dahl, Karen Elbæk, Helle Jørgensen og Henrik Østergaard. Til højre områdedirektør Lisa Kjær.

Der var stor interesse, da Spar Nord Område Rebild 14. marts slog dørene op til en aften med fokus på banken og samfundsøkonomien som helhed.

Aktionærerne kom blandt andet for at høre om Spar Nords seneste regnskab og den kapitaludvidelse, der skal polstre banken til fremtidig vækst.

- Vi bevæger os støt og roligt i den rigtige retning, og vores regnskab for 2011 viser det bedste resultat i fire år. Samtidig sikrer vi med vores kapitaludvidelse, at vi står rigtig godt på banen til at imødegå fremtidige udfordringer og muligheder, siger Lisa Kjær fra Spar Nord Område Rebild.

2012 tegner godt
Fra Spar Nords direktion deltog Bankdirektør Lars Møller. I sin beretning gjorde han status over 2011 og lagde ikke skjul på sin forventning om, at 2012 også bliver et godt Spar Nord-år.

- 2012 bliver endnu et år præget af lav vækst i samfundet, men vi forventer alligevel, at året bliver et godt år for banken. Det skyldes ganske enkelt vores løbende arbejde med at trimme forretningen og herunder, at vi holder omkostningerne i ro samtidig med, at vi øger indtægterne, siger Lars Møller.

Lisa Kjær lagde i sin beretning vægt på bankens indsats i lokalområdet. I den forbindelse fremhævede hun blandt andet at Område Rebild havde fået 956 nye kunder i 2011, og at Område Rebild i 2011 havde bidraget til Bankens samlede resultat med 35 mio. kr.

Bankråd på plads
I Spar Nord Område Rebild afholdtes valg til det lokale bankråd. Aktionærerne skulle vælge deres repræsentanter, og kandidaterne i Område Rebild var: Lene, Åbom, Henrik Østergaard, Knud Dahl, Helle Jørgensen og Karen Elbæk og følgende blev valgt: Henrik Østergaard, Knud Dahl, Helle Jørgensen, Karen Elbæk.