- Mandag, 25. juli 2016

Ejler Jakobsen og Tom Holm nåede Paris fredag eftermiddag.

Her sender cykelrytterne en hilsen til Nibe Avis' læsere!
Tom Holm og Ejler Jakobsen har siden torsdag i forrige uge cyklet de 1420 kilometer fra Julemærkehjemmet i Hobro til Paris.
Gennem en hel uge har de således som en del af det himmerlandske cykelhold »Juice Organic - Tour de Taxa« cyklet gennem Jylland, Nordtyskland, Holland og Belgien til Frankrig, hvorfra turen gennem det franske landskab startede torsdag morgen.
De sidste 270 kilometer til Paris gik over to etaper og forløb planmæssigt. I Paris forenede de 44 cykelryttere fra Himmerland sig med løbets andre hold fra danmark, og samlet kørte de 240 cykelryttere ind i Paris, hvor Champs Elysées, Triumfbuen og Eiffeltårnet blev det endelige mål fredag eftermiddag.
Totalt har hver cykelrytter på holdet tilbagelagt km 1420 og siddet i sadlen i 53 timer. Holdet har samlet kun haft ni punkteringer på de i alt 62480 km, som det himmerlandske hold har tilbagelagt, hvilket svarer til ca. halvanden gang rundt om Jorden, målt ved Ækvator.
– – –
Cykelrytternes aktivitet gennem Juice Organic - Tour de Taxa har også skænket et kærkomment beløb til Julemærkehjemmene i Danmark.










