- Søndag, 12. maj 2013

Preben Tonnisen byder indenfor på adressen Nibevej 210, mellem Øster Hornum og Molbjerg.
De danske minkavlere får i øjeblikket rekordhøje priser for deres minkskind. Sidste år lå gennemsnitsprisen på et dansk minkskind på 503 kroner, og de danske minkavleres auktionshus, Kopenhagen Fur, solgte pels for i alt 10,6 milliarder kroner. Den store efterspørgsel på pels er verdensomspændende, men langt de fleste skind bliver solgt til kinesiske opkøbere, som tager den lange vej til auktionshuset i Glostrup. Nu kan interesserede danskere med egne øjne se, hvorfor mink er så efterspurgt, når de danske minkavlere søndag slår dørene op og byder offentligheden indenfor.
-Jeg håber, at alle med bare den mindste interesse lægger vejen forbi. Vi er en faggruppe omgivet af alt for mange negative myter, som ikke bunder i virkeligheden. Derfor vil vi meget gerne vise vores farme og det arbejde med dyrene, som vi er så stolte af, siger Tage Pedersen.
Ifølge formanden for Dansk Pelsdyravlerforening oplever de danske minkavlere generelt en stor interesse for at besøge en dansk farm. Særligt i denne tid, hvor børn og voksne kan se de få uger gamle minkhvalpe. Søndag vil der også være en konkurrence med flotte præmier og mange andre spændende aktiviteter for fremmødte børn og voksne.
-De danske minkfarme er altid åbne, og når jeg taler med mine kollegaer får jeg meldinger om stor besøgsaktivitet på farmene. Det er vi glade for. Jeg synes, at alle interesserede skal komme ud på en af de 10 farme og se, hvordan livet som minkavler tager sig ud, siger formand i Dansk Pelsdyravlerforening, Tage Pedersen.










