- Onsdag, 28. november 2012
At Nibe og Limfjorden mellem Løgstør og Hals gennem middelalderen var centrum for et intenst sildeeventyr står der ikke tvivl om. – Men hvordan var omstædnighederne omkring det almindelige, daglige liv, hvilken rolle spillede storkøbmændene, herremændene og ikke mindst kirken? Mange af disse forhold belyser tidl. lærer Jens Østergaard, Valsted, i sin nye bog »Ørneflugt, Sildetid og Sørøvere«.

Jens Østergaard har med sin nye bog formået at dramatisere den historiske virkelighed, og sætte såvel læsere af bogen som filmens publikum ind i den virkelighed, der udspillede sig omkring sildefangst og handel med sild, som det foregik i middelalderen.
Gennem hele sit liv med opvækst ved Skive Fjord og voksenliv ved Sebber, Halkær og Nibe Bredninger, kender han livet omkring fjorden bedre end de fleste.
Jens Østergaards nye bog er ikke noget faglitterært værk, som man måske skulle tro. Tværtimod er det beskrivelsen af et drama, hvor man får et indblik i middelalderen, som man ikke tidligere har fået. Middelalderen var nemlig ikke dunkel, men farverig og fyldt med dramatiske begivenheder.
Bogens indhold bygger på virkelige hændelser, og den tegner et billede af dagliglivet, hvor sildefiskeriet i Limfjorden og Øresund spillede en afgørende rolle, både økonomisk og politisk. Silden var fra tidlig middelalder en vigtig handelsvare, som forårsagede stor efterspørgsel fra den voksende bybefolkning, kongen, kirken, klostrene og herremændene.
Gennem udviklingen i bogens drama bliver man gjort bekendt med, at livet og handel med sild i middelalderen også handlede om magt og om penge. Konflikter om privilegier og handelsrettigheder var uundgåelige. De forskellige parter gjorde alt for at genere hinandens skibe, hvilket førte til overfald og gement sørøveri i stor stil.
Begivenhederne tager deres udgangspunkt ved Nibe og Aalborg, og dramaet fører læserne via Øresund, til Skåne, København og Lübeck.
Levendegjort præsentation
Jens Østergaard havde velvalgt placeret præsentation af bog og den tilhørende film, i Kino Nibes lokaler, og folk fra Nibe Kaaglaug, som forfatteren er Oldermand for, deltog med en levendegørelse af middelalderen, idet de var klædt i gamle dragter.
Forlægger Henrik Bugge Mortensen introducerede bogen, og Jens Østergaard fortalte om bogens tilblivelse, og at den som bog var blevet mere omfattende, end oprindeligt tiltænkt.
Med bogen følger et nyproduceret dokumentarprogram på DVD »Sild i lyst og nød«, som fortæller den fantastiske historie om middelalderens sildeeventyr i Limfjorden, bl.a. via gamle filmklip og dramatisering af hverdagslivet.
Forlaget Rebild, 299 kr.
Forord af Hans Jeppesen, tidl. leder af Limfjordsmuseet.
Se flere billeder i den trykte udgave af Nibe Avis.










