- Onsdag, 11. juli 2012

Et nyt energiforlig i Folketinget giver Sønderholm Varmeværk mulighed for at installere en biomassekedel. I maj og juni er de tekniske og økonomiske forhold blevet undersøgt. På baggrund af dette har bestyrelsen besluttet at installere et træpillefyr.
Økonomisk betyder det, at varmeprisen senest fra varmeåret 2013/14 igen kan sænkes betydeligt. Bestyrelsen håber på en hurtig sagsbehandling og godkendelse fra Aalborg Kommune, så anlægget kan gå i drift allerede omkring 1. november 2012. Ud over en lavere varmepris betyder udvidelsen med et træpillefyr også, at varmeværket får endnu en energikilde at spille på og dermed større sikkerhed mod prisstigninger på blandt andet naturgassen, siger Jens N. Nielsen fra Sønderholm Varmeværks bestyrelse til Nibe Avis.
Selve placeringen af det nye træpillefyr bliver vest for det nuværende anlæg. Bestyrelsen undersøger i øjeblikket også andre muligheder for at sænke varmeprisen, hvor en omlægning af afskrivningsprofilen på det gamle lån ser ud til at give en væsentlig forbedring.










