Poul Erik Petersen blev fuglekonge ved 150 års jubilæumsskydningen.

Deltagerne i årets fugleskydning begiver sig fra Torvet, ledsaget af musik fra Nibeblæserne.

Poul Erik Petersen modtager her den ærefulde titel af formand Erik Staun.

Eigil Fristrup viser den sønderskudte fugl.

Der var dømt ægte jubilæumsstemning hos Nibe By og Omegns Skydeselskab, da 40 medlemmer lørdag mødtes på Torvet i Nibe for at gå i samlet trop til skydebanen ved Skal Pavillonen. Forinden havde skydebrødrene været en tur omkring St. Ajstrup for at afhente sidste års fuglekonge Keld Staun på hans bopæl.

Vel ankommet til Skal Pavillonen blev skydningen indledt og blev først afbrudt til middag, hvor der dels ventede skytterne en gang stegt flæsk med persillesovs som jubilæumsmenu, og dels rettede selskabets formand Erik Staun en varm tak til sponsorer, der havde ydet økonomisk støtte til udgivelsen af en jubilæumsbog om de forløbne 150 år i skydeselskabet.

Skydningen fortsatte, og jubilæumsdagens skud nummer 456 blev afgivet af Poul Erik Petersen, som også fik æren af at ramme fuglens højre vinge. I tilgift hertil kunne Poul Erik Petersen på jubilæumsdagen også fejre 40 året for sin indmeldelse i Nibe By og Omegns Skydeselskab.

Jubilæumsdagen blev rundet af med en jubilæums-aftenfest i Skal Pavillonen, hvor skydebrødrene dels festede for den jubilerende foreningn og dels fik genopfrisket mange gamle minder fra de årlige skydninger.

Resultatet af skydningen
Efter de 456 skud kunne formand Erik Staun kalde skytterne sammen og bekendtgøre resultatet af årets fugleskydning:

Citronen: Tom Smith v. Henrik Pedersen
Næbbet: Bent Lund v. eget skud
Nakken: Ole Olsen v. Kristian Simensen
Kronen: Jan Kristensen v. Tage Pedersen
Halsen: Bjarne Svendsen v. Jesper Bach
Halen: Kristian Simensen v. eget skud
Venstre vinge: Peter H. Staun v. Eigil Fristrup
Højre vinge: Poul Erik Petersen v. eget skud
Brystpladen: Poul Erik Petersen v. eget skud