- Torsdag, 12. november 2026
Siden 1980 har der med enkelte års undtagelser, hvert år været udnævnt et »Årets Hus« i Nibe eller i omegnen. Baggrunden for udnævnelsen er den bevaringsplan for den gamle bydel i Nibe, som blev introduceret i midten af 1970’erne, og af denne årsag er de fleste hus, som har modtaget den ærefulde titel, beliggende i Nibe by. Men også Staun og Valsted er repræsenteret på listen over »Årets Hus«.
Nu er tiden snart inde til, at Foreningen Til Bevaring af Gamle Bygninger og Miljøer I Nibe By og Omegn igen skal finde en kandidat til dette års udnævnelse, oplyser foreningens formand Hans Henrik Henriksen til Nibe Avis. Foruden Hans Henrik Henriksen består foreningens bestyrelse af Jørgen Mark, Rikke Pedersen, Kenneth Persson og Jacob Søndergaard.
Hans Henrik Henriksen opfordrer derfor borgerne i Nibe-området til at melde ind, hvis man finder en egnet kandidat i form af et hus, der i 2026 har gennemgået eller afsluttet en renovering i Nibe-rigtig stil.
Nibe Avis har tidligere bragt en annonce, som er grundlaget for at foreslå en ejendom / hus til ”Årets Hus 2026”. SE ANNONCEN HER
De seneste tre års udnævnte »Årets Hus« er: 2023: Nordre Strandgade 16, 2024: Valstedvej 5, Valsted. 2025: Tyvedalsgade 18.









