Årets resultat ændrer ikke ved, at Sparekassen Himmerland er bundsolid, siger sparekassens adm. direktør Svend Jørgensen, Aars.

Sparekassen Himmerland har fået godt 3.000 nye kunder i 2010. Sparekassen har en stor formue og mønstrer en sund, daglig drift med overskud. Alligevel bliver det samlede resultat for 2010 et mindre underskud, bl.a. på grund af en obligatorisk betaling til nødlidende pengeinstitutter – herunder Amagerbanken.

– Vi har haft overskud hvert år siden 1981, så når vi præsenterer et mindre underskud på 39 mio. kr. efter skat for 2010, skyldes det bl.a. betaling til Bankpakke 1 med 50 mio. kr. Alt i alt har vi over de seneste tre år betalt 127 mio. kr. til trængte pengeinstitutter. Det er selvfølgelig ærgerligt, og havde det ikke været for denne betaling, var vi også kommet ud med et overskud i 2010, siger Svend Jørgensen, sparekassedirektør i Sparekassen Himmerland.

Dertil kommer, at Sparekassen har valgt straks at udgiftsføre 19 mio. kr. i betaling til Indskydergarantifonden i forbindelse med Amagerbankens konkurs.

I gode og i dårlige tider

Med til billedet hører, at Sparekassen Himmerland – også i en krisetid – har valgt at bakke op om kunderne i lokalområdet. Især de mange små og mellemstore erhvervskunder har været hårdt ramt, og de er stadig ikke på omdrejningshøjde med eksportvirksomhederne, der mærker mildere vinde nu. Langt de fleste af Sparekassens erhvervskunder sælger hovedsageligt til det danske marked.  

– Vi tager medansvar, og det kan aflæses på nedskrivninger på udlån og tilgodehavender for 253 mio. kr. Alligevel har vi formået at tjene nok til at fremvise en sund, daglig drift med overskud og til at dække afskrivninger og ekstra omkostninger til hjemtagelse af yderligere likviditet og kapital, siger Svend Jørgensen.

Står stærkt ved slutningen af krisen

Årets resultat ændrer ikke ved, at Sparekassen Himmerland er bundsolid her i slutningen af krisen. Sparekassen hører til blandt dem, som har et solidt indlånsoverskud. For hver 100 kr., kunderne sætter ind, udlåner Sparekassen 91 kr. igen. Formuen (egenkapitalen) er på 1,5 mia. kr., og kassen er fyldt op: 5 mia. kr. i likviditet. Med hensyn til Sparekassens evne til at modstå tab hører Sparekassen Himmerland til blandt de mest solide i landet med en solvens på 18,7 pct., hvor lovens krav er på 8 pct. samt en kernekapital på 17,8 pct.

Sparekassen har i 2010 fået godt 3.000 nye kunder og 1.000 nye aktionærer.

Sparekassen Himmerland lever op til alle krav i Finanstilsynets nye model, den såkaldte Tilsynsdiamant. Der er opstillet fem pejlemærker, der skal bruges til at vurdere risikoen i det enkelte pengeinstitut. Hvis pengeinstituttet lever op til grænseværdierne på de fem områder, vurderes pengeinstituttet af Tilsynet til at være en sund bankforretning, og det gør Sparekassen som nævnt.  

Gang i hjulene

– Vi er kommet godt gennem krisen sammen med vores kunder, og vi vil gerne være med til at støtte en god udvikling i lokalområdet. Derfor har vi etableret vækstpakker i 2010 på 225 mio. kr., som betyder, at både virksomheder og private kan låne penge på attraktive vilkår. Det kan være til huskøb, en iværksætter, der gerne vil i gang, en landmand, der vil udvide osv. Det skal bare være sunde projekter, og vi lader ordningen fortsætte i 2011,” fortæller Svend Jørgensen.

Forventninger

Med hensyn til 2011 forventer Svend Jørgensen, at der igen bliver overskud. Betalingen til Bankpakke 1 er slut, og meget tyder på, at krisen er ved at lette, så der igen bliver større lyst til at investere.

Sparekassen Himmerland har den 6. februar 2011 overtaget Sparekassen Midtfjord med dens 27 medarbejdere og ca. 5.300 kunder.

– Vi byder både kunderne og medarbejderne fra Sparekassen Midtfjord velkommen i Sparekassen Himmerland. Jeg er sikker på, at overtagelsen bliver til en fordel for begge parter, siger Svend Jørgensen og fortsætter: – Vi har gode, trofaste kunder, og vi ønsker at følge vores strategi om primært organisk vækst, hvilket giver forudsigelighed og tryghed i Sparekassens udvikling. Vi har en størrelse, som betyder, at vi har alle specialistfunktioner i huset, og så har vi 300 dygtige og motiverede medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at yde deres bedste. Det tegner godt for fremtiden.