Det var i perfekt vejr og under perfekte rammer Nibe/Veggers U16 drenge tirsdag spillede semifinalen i Jysk Mesterskab mod Ørslev Kloster IF. Da der samtidig var afslutningsfest for klubbens yngste, var klubben fyldt til bristepunktet med foldboldglade mennesker. Der blev således heppet flittig og højlydt på de lokale drenge. Bedre rammer kunne drengene vist ikke ønske sig.

Allerede efter et par minutter havde Nibe den første chance, som desværre blev til en fæl afbrænder af Gustav Knudsen efter assist fra Mathias Faaborg. Men kun et lille minut efter kunne Gustav Knudsen gøre det godt igen – han var på pletten og scorede til 1-0.

Hjemmeholdet sad på hele første halvleg og Gustav Knudsen kunne igen efter en solotur gennem forsvaret score til 2-0. Herefter var det Mathias Faaborg, der kom på måltavlen efter en sikker scoring til 3-0. 1. halvleg sluttede af med endnu en scoring af Gustav Knudsen. Drengene kunne ikke ønske sig en mere komfortabel føring at gå ud til halvlegen med.
 
2. halvleg bød faktisk på ligeså mange mål, desværre slappede Nibe/Vegger drengene lidt af – uden dog at gøre det for spændende. Ørslevkloster IF scorede kort inde i 2. halvleg efter et flot lop over Nibes målmand, Jonas Frendrup.

Martin Trads bragte dog hurtigt hjemmeholdet foran med 5-1 efter pres fra Nibe/Vegger. Efter lidt fejlkommunikation i forsvaret bragte gæsterne sig på 5-2. Nibe havde herefter et par store chancer, som blev brændt på det groveste. I stedet blev det gæsterne, der kom lidt for tæt på. Jonas Frendrup måtte således desværre gå ud med et gult kort efter at have lavet et straffe. Jonas Frendrup fik sig ved lejligheden oveni kortet en mindre skade efter et knæ i ryggen. Det forlyder heldigvis til, at han nok skal blive klar til lørdagens finale.

Nicolai Frejlev måtte derfor hoppe i målet resten af kampen. Gæsterne scorede sikkert på det begåede straffe og var nu på 5-3. Men så var det også slut med gaveboderne i Nibe. Martin Brink fik sig en friløber og scorede sikkert. Og Gustav Knudsen sluttede målefesten og sikrede Nibe sejren med 7-3.

Alt i alt en godkendt og meget målrig kamp, hvor Nibe/Veggers drenge som altid gik til stålet og spillede en flot kamp med maser af chancer og godt kombinationsspil, efter sigende efter aftale med træneren, Amir Reza.

Drengene er nu klar til finalen på lørdag, hvor modstanderen er vinderen af kampen mellem Vorbasse/Hejnsvig og Juelsminde IF. Kampen spilles på neutral bane kl. 14 et eller andet sted mellem Nibe og modstanderen.