Med start under Black Friday og i forbindelse med tænding af Nibes store juletræ på Torvet, blev også årets store julekonkurrence, arrangeret af Nibe Handelsforening, skudt i gang.

Den lille violette konkurrencefolder, som udleveres i de fleste butikker i Nibe by.

Selv om julevejret med snedækkede landskaber fortsat lader en smule vente på sig, skriver vi nu december og dermed er julemåneden i gang.

Det betyder naturligvis masser af juletraditioner, som skal overholdes og gennemføres, og her er Nibes forretninger atter på plads med adskillige.
Én af disse er den årlige konkurrence, hvor det gælder om at samle stempler en lille konkurrencefolder, som udleveres i langt de fleste butikker i Nibe by.

Handler man for mindst 200 kr. – eller for højere beløb, får man for hver 200 kr. ét stempel i den lille folder, og man kan med fem stempler deltage i lodtrækningen blandt 30 gavekort til en samlet sum af 19.500 kroner.

Konkurrencefolderne skal som tidligere afleveres i den store røde postkasse uden for Nibe Avis’ redaktion på Jacob Petersens Vej 13, i Nibe – eller nogle butikker påtager sig at samle foldere til samlet indlevering.
Søndag den 18. december udtrækkes så alle gavekort ved et store juleshow på Torvet i Nibe.