St. Restrup IF tog lørdag eftermiddag i mod gæsterne fra Valsgaard. En sejr til hjemmeholdet ville betyde, at en top 3-placering var inden for rækkevidde, og samtidig sende Valsgaard ind til en sidsterundekamp mod Støvring, hvor én af de hold ville tage den anden og sidste nedrykningsplads til serie 4 sammen med Løgstør.

St. Restrup IF’s Thomas Nielsen sled og slæbte på midtbanen i 3-2 sejren over Valsgaard. Her ses han i en nærkamp mod en Valsgaard-spiller.

FODBOLD – Serie 3

St. Restrup IF - Valsgaard: 3-2 (2-2)

Målscorere: 1-1, 2-1: Benjamin Ajero, 3-2: Anders Holt

Der var blot spillet 10 min af opgøret da Valsgaard blev tilkendt straffespark. Denne mulighed udnyttede de til at bringe sig på 0-1. Efter 20 minutter kom der balance i opgøret, da Benjamin Ajero flot sendte bolden uden om Valsgaard-målmandens rækkevidde til 1-1.
Samme Benjamin Ajero viste klassen efter 30 minutter, da han strøg alene igennem Valgaard-forsvaret og flot sendte bolden, i en bue uden om målmanden og i mål til en 2-1 føring. Kort inden pausefløjtet udlignede Valsgaard til 2-2.

Anden halvleg var en jævnbyrdig affære, og begge hold gik efter alle tre point. Først efter 85 minutter kom afgørelsen. St. Restrup blev tilkendt frispark tæt ved Valsgaards målfelt. Benjamin Ajero sendte bolden af sted, men skuddet blev afværget. Anders Holt viste sig hurtig i opfattelse samt handling og var hurtig over bolden, hvor efter han sendte bolden i mål til slutresultatet 3-2.