- Torsdag, 15. september 2016

Staudeengen er historien om en virksomhed, der aldrig skulle have været en virksomhed, men som i dag 10 år senere omsætter for flere millioner kroner.
Staudeengen i Gundersted fejrer i denne uge, at der nu har været salg af blomster og planter i 10 år.
Det hele startede med anlæggelsen af en 3 tdl. stor have på en næsten bar græsmark. Dette projekt krævede mange planter, og ret hurtigt opstod ideen med at producere ekstra og sælge ud af overskuddet.
Det, der egentlig var ment som en hobby sideløbende med 2 fuldtids arbejder, blev efterhånden til mere og mere.
Da det at sælge planter ganske naturligt er en sæsonbeskæftigelse, blev forretningen udvidet med brugskunst og gran til julesæsonen, for at forlænge den aktive periode. Plantesalget er i flere omgange udvidet til at omfatte flere nye varegrupper.
De seneste år har Staudeengen haft en eneforhandling af økologiske og sukkerfrie tyske aroniaprodukter, der også videreforhandles til andre forretninger.
Som led i markedsføringen af disse produkter afholdes der hvert år i august en aroniafestival på Staudeengen. I år var det læge Carsten Vagn Hansen, der fortalte om sundhed og aronia.
For Staudeengen er det vigtigt, at kunderne får en unik oplevelse ved at komme der. Der skal hele tiden være mulighed for, at opleve ting, som man ikke nødvendigvis forventer, når man tager ud for at handle blomster eller aronia, forklarer indehaver Hanne Rasmussen.
De første 10 år markers resten af ugen med rigtig mange gode tilbud og gratis kaffe.










