Erik Poulstrup: Ny forstander på Nordjyllands Landbrugsskole i Lundbæk fra oktober.

Ny forstander er fundet til Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk

I forbindelse med Niels Quist-Jensens eget ønske om at stoppe som forstander efter 25 år på Nordjyllands Landbrugsskole, igangsatte bestyrelse med ekstern hjælp i foråret en rekrutteringsproces. Nordjyllands Landbrugsskole er en meget veldrevet og økonomisk stærk skole og velfungerende organisation, og man har ønsket at bruge den nødvendige tid på at finde den helt rette person til at overtage efter Niels Quist-Jensen.

- Vi har haft et udtrykkeligt ønske om at finde en meget kompetent profil, der både vil kunne værne om skolens stærke platform, samtidig med at vi har fokus på udvikling og fornyelse, fortæller formand for bestyrelsen, Bøje Pedersen.

Profilen er nu fundet og det bliver Erik Poulstrup, der bliver skolens nye forstander og skal lede de 50 medarbejdere og de mange elever.
Erik Poulstrup er 41 år gammel. Han har gennem de seneste seks år som konsulent drevet en række virksomheder, bl.a. indenfor landbruget. Hans faglige baggrund er som forstkandidat og EU Jurist, og han har efteruddannelse indenfor ledelse.
De seneste syv år har Erik Poulstrup der foruden været ekstern underviser i ledelse på Nordjyllands Landbrugsskole, og er derfor et kendt ansigt for skolens medarbejdere.

Da skiftet i forstanderstolen først gennemføres i oktober er der tid til at finde de rette løsninger for de virksomheder, hvor Erik Poulstrup er involveret i.
Niels og Erik starter parløbet umiddelbart efter sommeren og gennemfører generationsskiftet i et løbende samarbejde.

-Vi glæder os meget over at have fået så stærk en profil til at tage over efter Niels Quists dygtige ledelse af skolen. Der er ingen tvivl om, at det aldrig har været sværere at uddanne til erhvervet, og derfor bakker den samlede bestyrelse op om, at Erik Poulstrup overtager rorpinden og glæder sig til samarbejdet, slutter Bøje Pedersen.