Spillestedet »Jazzhulen« får nyt navn: »Den Lille Fede« vender tilbage.

Jazzhulen skifter på dette års festival navn til det gammelkendte »Den Lille Fede«.

Nibe Festival slap fredag det endelige program løs, for sommerens festival – den 28. i rækken. Et program som udover store danske navne som L.O.C., Rasmus Seebach og D-A-D bl.a. også byder på internationale sværvægtere som Gavin DeGraw, Mika, Ministry og norske Kaizers Orchestra.
Nu har vi den store glæde at præsentere comedy afdelingen under sommerens festival, siger musikbooker Peter Møller Madsen, der supplerer denne comedy med, at de første billet typer nu er udsolgt.


Følgende navne er på plads:
 
Roben & Knud
Roben & Knud helliger sig vores festival i år. Kultbandet, som så mange gange har spillet Nibe, giver flere koncerter under årets festival.

The Powls
Selvfølgelig er The Powls igen igen klar til Nibe. The Powls, som truer os alle med et helt nyt rockshow, er jo stærkt vanedannende for den ægte Nibe Festival gæst.
 
Christian Fuhlendorff
Bl.a. kendt fra TV2 Zulu, hvor han spiller hovedpersonen i serien ”Kristian”. Han regnes for en af landets helt store komikere.
 
Karsten Green

Den omvandrende Boris Becker klan gæstede også Nibe i 2010, hvor han skabte så meget latter, stemning og glæde, at vi altså nu har kaldt Green tilbage til Nibe.

Heino Hansen
Et af de nyere helt store navne er helt sikkert Heino Hansen. Den populære Voice vært er ganske enkelt fantastisk og leverer komik med en dejlig nærmest underspillet humor og masser af selvironi.
 
Geo
Udover at Geo hvert år styrer slaget som konferencier i Reservatet, og hvor vilde Geos vej så end fører ham hen, så er der også tradition for, at Geo kickstarter Rocktown på festivalens første dag.
 
9000 Comedy
Leverer også i år skarp comedy i Cafe Ondt i Bolden torsdag, fredag og lørdag.

Carpark North
Debuterede i Nibe for en halv snes år siden. Det var helt sikkert før gennembruddet. Her godt 10 år senere tilhører Carpark North dansk rocks superliga.

Suspekt
Suspekt kom sidste år med som erstatning for amerikanske Train. I år er Suspekt, som i sensommeren udgav det anmelderroste album Elektra, selvfølgelig selvskrevet.
 
Outlandish
Vi glæder os til den kommende udgivelse, og helt sikkert også til at opleve den multietniske trio i Nibe.
 
Turboweekend
Først var det Rocktown, så blev det Blå Scene, og nu er Turboweekend så klar til Stor Scene. Singlen er på vej, som en fortrop til den kommende albumudgivelse.
 
Jarle Bernhoft
Vilde anmeldelser har Jarle Bernhoft fået for turneen med det 11 mand store band, som den ekvilibristiske nordmand også medbringer til Nibe.

Wafande
Den nye kronprins på dancehall scenen er også klar til Nibe. Kongen kommer også, for Wafande har bl.a. indlemmet gode gamle Pharfar fra Bikstok Røgsystem i all-star bandet.
 
Christopher
Et af de helt store nye popnavne. Voldhitter med de første singler. Spændende hvad albummet, som er på trapperne, indeholder.
 
Hefty & Jøden feat. DJ Static
Jonny Hefty og Jøden, som jo er konferenciers på Blå Scene, banker også lige en koncert af i Rocktown. Varsler overraskelser, og kan allerede nu garantere, at de har DJ Static med til Nibe.

Flere navne...
Hoven Droven,  Dig & Mig, Ginger Ninja, Surfact, Thomas Holm, Hardinger, Thorup & B-Joe, Tournesol, Öberg, Bumsestilen, Kissing Cops, Tom Donovan, The Bats, Moustache Me Nice, australske Flap! og Superspark.

3-dags billetterne udsolgt
Med et program, som er stærkere end nogensinde, og et billetsalg, som mere eller mindre følger trop ift. sidste års forrygende rekordsalg, så er der meget andet end blot comedy at smile og grine af.
3-dagsbilletterne er nu udsolgt, og flere andre billettyper går samme vej den kommende tid.

Jazzhulen får nyt navn og program: »Den Lille Fede«
Den lille interimistiske jazzscene, der blev født i 2005, har gennem de seneste år udviklet sig kunstnerisk. Jazzen er der stadig, men scenen har også budt på blues, singer-song writers, folk og ja sågar elektronisk musik.
Ånden ændres der ikke ved. Det skal stadig være meget afslappet og interimistisk. Musikalsk vil vi stadig videreudvikle scenen, og tage udgangspunkt i gæstens behov. Vi har derfor valgt at omdøbe scenen til Den Lille Fede, slutter Møller Madsen.