- Mandag, 15. august 2016

Tennisskole i Nibe er populært, og her har børn og unge det sjovt et par dage, hvor spilllet gribes lidt anderledes an, og hvor masser af »skæve« spil og øvelser er med til at gøre tennisspillet endnu sjovere - samtidig med at man lærer en masse.
Tennis er sjovt - når man først får det lært! Men det er en svært tilgængelig sportsgren, så det hjælper en del på selvtilliden, når tennis bliver indlært ved leg og sjove øvelser. Og det var der masser af på tennisskolen i Nibe i sidste uge, hvor ni unge spillere havde besluttet sig for at bruge et par dage på »den hvide sport«.
- målet er først og fremmes, at deltagerne skal have det sjovt, fortæller den til lejligheden engagerede DGI-instruktør Louise Bang Christensen, - men hun tilføjer at der ikke bare er spas og sjov på programmet medens tennisskolen står på: - alle lege og øvelser tager afsæt i at der samtidig skal ske indlæring og forbedring af tennissportens grundslag, for kun derved opnår de unge spillere den ultimative glæde ved denne sport. Det er en fantastisk følelse, når en tennsislag gennemføres korrekt og lykkes, og det er nemt at mærke på børn og unge, at den succes-oplevelse giver dem endnu mere blot på tanden for at lære mere og blive endnu dygtigere, fortæller Louise Bang Christensen.
Det er fjerde år i træk at Nibe Tennisklub afholder tennisskole, og deltager-antallet er cirka det samme hvert år. En optimal gennemførelse og udbytte af tennisskolen fordrer mellem 8 og 12 deltagere. I år var deltagerne mellem 8 og 15 år, men den aldersmæssige spredning betyder ikke at man har svært ved at spille tennis sammen, idet spil, leg og øvelser er lagt an på at alle kan deltage - også helt uøvede spillere.
Tennisskolen er en god måde at blive introduceret til sporten på, men faktisk var de fleste af deltagerne i år i forvejen medlem af Nibe Tennisklub, som i denne sæson har et halvt hundrede medlemmer under 17 år.









