- Tirsdag, 4. juni 2013
Dygtige fodboldspillere kommer af mere og mere intens og planlagt træning. Det er en kendgerning i moderne fodbold, og Nibe Boldklub har på herresiden haft aftaler gennem flere år. Nu følger så tilsvarende aftaler om fællestræning og spillernes udvikling, for de kvindelige spillere.

Repræsentanter for Fortuna Hjørring og Nibe Boldklub underskrev for få dage siden aftalen om fællestræning m.v. Fra venstre cheftræner i Fortuna Flemming Nielsen, kasserer i Fortuna Pia Sommergreen, sammen med NB-formand Anders Fokdal og konsulent Michael Frendrup.
Nibe Boldklub har med en nyligt indgået aftale med Danmarks måske bedste og bedst organiserede fodboldklub på damesiden Fortuna Hjørring, skabt det bedst mulige udgangspunkt for fortsat udvikling af klubbens kvindelige spillere.
Aftalen er gældende for spillere fra U-12 årgangen og opefter, og det er vigtigt at give klubbens bedste spillere mulighederne for at træne rigtigt, allerede i en tidlig alder, pointerer cheftræner hos Fortuna, Flemming Nielsen. Han understreger, at der er betydelig stor forskel på at træne kvindelige og mandlige fodboldspillere.
Fortuna har i forvejen trænings- og udviklings aftaler med fodboldklubberne i Thisted, Støvring, Aalborg Freja og nu Nibe, og disse aftaler er fulgt op med aftaler for St. Restrup IF, Løgstør, Vegger og Øster Hornum.
– På den måde er der mulighed for at træne lokalt i nærområdet, og så lejlighedvist samle spillerne til større fællestræninger, pointerer Flemming Nielsen, og han oplyser at den lagte strategi også for Fortuna er ganske ny, idet der fremover er træning for yngre spillere end hidtil – træning der også samarbejdes med efterskoler om.
– I Nibe Boldklub er vi meget glade for de nye muligheder, aftalen giver os, og det er samtidig en udfordring for vore bedste spillere. Samtidig har vi fra i år kvindelige hold repræsenteret i samtlige alderstrin, hvilket yderligere underbygger vore muligheder fremover, siger klubbens formand Anders Fokdal og ungdomskonsulent Michael Frendrup til Nibe Avis.
Nibe Boldklub har for tiden 370 ungdomsspillere, heraf er knap halvdelen piger.










