- Fredag, 3. august 2012

Susanne Jensen (t.v.), Trine Fage Krogh og Kirsten Blak (t.h.) fra Lions Club Guldgåsen var forleden samlet for at planlægge de sidste detaljer omkring den praktiske afvikling af »Mit kæreste Eje«, som foregår på Nibe Bryghus på onsdag.
Det bugner med garanti af sjove gamle ting og smukke antikviteter i Nibe og omegn, og de fleste har et eller andet klenodie stående fremme til pynt eller gemt godt af vejen i kommodeskuffen.
Nogle af dem kan man snart se i »Mit kæreste Eje«, som er et nyt program på TV Nord.
Der optages i alt fire programmer, og det foregår blandt andet på Nibe Bryghus på onsdag den 8. august.
I hvert program viser nogle seere deres kæreste eje frem og fortæller lidt om baggrunden, hvis de kender den – sandsynligvis suppleret af spørgsmål fra TV Nord’s Zita Hvid. Herefter vil auktionsleder Trolle Henriksen komme med et bud på vurderingen af den aktuelle genstand.
Restaurant Bryggen bidrager til arrangementet ved at stå for pyntning af borde samt salg af kaffe og kage.
Udsendelseerne med titlen »Mit kæreste Eje«, som optages i Nibe, sendes på TV Nord senere på året.
Den regionale TV-station står bag arrangementet, og har i den forbindelse allieret sig med Lions Club forskellige steder i regionen - heriblandt Lions Club Guldgåsen i Nibe, og intentionerne bag initiativet er, at der skabes et overskud til et nordjysk projekt, som dog endnu ikke er nærmere fastlagt, fortæller præsident i Lions Club Guldgåsen Nibe, Kirsten Blak.










