Nibe Festival har i år intoduceret et nyt område kaldet Chill & Champ, som har en central placering midt på camp området.

Af: Jakob Brix Hansen og Morten Wethje Søndergaard

Området består af en lang række aktivtiter som volleyball, Beer Pong, Human football, fodbold pool og bordtennis. Derudover består området af en scene, hvor der dagen i gennem er live musik fra blandt andre Magnus Harris og Ude af Kontrol.

Chill & Champ byder yderligere på mange afslapningsmuligheder, da området indeholder en bar med sækkestole og pallemøbler. Nibe Avis har taget pulsen på Chill & Champ stemningen, hvor Rasmus Sloth, Lasse Damgaard, Matias Holm samt Jonas Jul fredag formiddag trodsede regnen og hyggede sig med aktiviteterne på Chill & Champ området.

Drengene, som kommer fra Løgstør, bor for tredje år i træk i campingvogn på Campen. De har brugt Chill & Champ områdets aktiviteter flittigt, og nyder de mange aktivitetsmuligheder, som Nibe Festival i år tilbyder. De betegner området som en succes og fortæller "Der har været rigtig mange mennesker, der har spillet de forskellige spil, og det er fedt at der er en scene lige ved siden af, så man kan nyde live musik mens man hygger sig med aktiviteterne."