Vi har hørt visen før: Julen er højsæson for indbrud. Og ifølge de seneste tal fra Det Kriminalpræventive Råd er der på landsplan 45 procent flere indbrud i julen - og selvom stigningen ikke er så stor i Nordjylland, genkender det nordjyske politi tendensen med flere indbrud i julemåneden.

Derfor skal vi blive bedre til at sikre vores bolig, og få vores naboer til at holde øje – ikke kun i julen, men hele året. Sådan lyder det korte råd fra Andreas Mylund, der som sikringsrådgiver ved Nordjyllands Politi ofte bevæger sig rundt i politikredsen og hjælper borgerne med at sikre deres hjem.

”Nordjyderne føler sig generelt meget trygge, og det er jo glædeligt, men så er man nok heller ikke så tilbøjelig til at sikre sig mod indbrud,” siger Andreas Mylund, og han opfordrer i samme åndedrag nordjyderne til at tænke en ekstra gang over, om de har sikret deres bolig godt nok, inden de drager på juleferie.

Syv gode råd
Sikringsrådgiveren peger på syv ting, man selv kan gøre for at forebygge indbrud:

1.     Sørg for at have gode låse på alle døre – gerne dobbeltlåse.

2.     Investér i solide døre og vindueskarme.

3.     Sørg for vindueslåse eller sikringsbeslag på alle vinder.

4.     Installér automatisk tænd/sluk belysning.

5.     Sørg for, at der er ind- og udsyn fra boligen – tæt bevoksning og høje hække omkring boligen, skaber arbejdsro for tyven.

6.     Lad ikke værktøj og haveredskaber ligge fremme, så en indbrudstyv kan bruge dem.

7.     Aftal nabohjælp.

Kampagne om nabohjælp
Netop det sidste punkt, nabohjælp, er politikommissær Ted Andersen, leder af Kriminalpræventiv Forebyggelse ved Nordjyllands Politi, meget positiv over for. Han gør opmærksom på, at Det Kriminalpræventive Råd netop har relanceret den gamle nabohjælpskampagne, hvor naboerne holder øje med hinandens huse. Omdrejningspunktet er hjemmesiden nabohjælp.dk.

”Det er rigtigt fornuftigt at puste nyt liv i nabohjælpen, for tyvene bryder sig bestemt ikke om at blive opdaget. Jeg vil gerne opfordre til, at man aftaler nabohjælp, inden man drager på juleferie,” siger Ted Andersen og referer til undersøgelser, der viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan forhindres, hvis man har aftalt nabohjælp.

Politikommissæren peger på fire enkle råd til god nabohjælp: 

·       Læg affald i din nabos skraldespand.

·       Gå en runde om huset.

·       Parker din cykel eller bil foran hus.

·       Start dit eget nabohjælpernetværk på nabohjælp.dk.

Politiet på visit
Nordjyllands Politi drosler heller ikke ned for indbrudsindsatsen i julen. Faktisk tværtimod. Politiinspektør Stig Lundbo oplyser nemlig, at politiet vil tage på de såkaldte præventive hjemmebesøg, hvor en politipatrulje aflægger politikredsens mest kendte indbrudstyve en lille visit.


”Samtidig har vi personale til rådighed på vores lokalstationer, som kan rykke ud, når vi får en anmeldelse om indbrud og foretage den nødvendige efterforskning,” siger politiinspektør Stig Lundbo, der tilføjer , at det nordjyske politi i juletiden også holder øje med på nogle af de personer, som får juleudgang fra fængslerne.

”Men det bedste sikring mod indbrud er den, man som borger selv kan lave,” minder politiinspektøren om.