- Tirsdag, 9. oktober 2012

Da Nibe Festival i weekenden satte gang i billetsalget til Nibe 2013, skete det under kampagnen »24 Fede Timer«.
Festivalen udbød max. 1000 billetter i max. 24 timer, men efter godt otte timer var der udsolgt!
– Det er med glæde vi kan konstatere, at interessen for Nibe Festival 2013 er stor. Sommerens succesfulde festival har garanteret gjort sit til, at interessen for præsalget i år var taget yderligere til ift. sidste års præsalg, hvor de 1000 billetter blev solgt på godt 12 timer, siger festivalleder Peter Møller Madsen til Nibe Avis.
– Det glæder os meget, at interessen for vores festival er tiltagende. Ikke mindst fordi branchen lige nu er trængt. Mange arrangører er pressede. Konkurser, betalingsstandsninger og trængt økonomi er desværre blevet hverdag indenfor livescenen.
Livescenen behøver helt sikkert medløb ikke mindst fra leverandørerne, hvis den del af den danske kulturskat fortsat skal leve, udvikles og styrkes.
Det er bekymrende, at en festival, som den i Nibe, stort set skal sælge ud for at generere det så vigtige overskud, siger Møller Madsen og tilføjer, at andre billetter, herunder til festivalens betalingscamps, sættes i gang inden for kort tid.
Første navne nærmer sig
– Vi er i fuld gang med at booke programmet til årets festival. Vi forventer, at vi i løbet af det sene efterår kan offentliggøre de første navne, siger Peter Møller Madsen, og han understreger, at han »har en god fornemmelse i maven«, og vi vil helt sikkert gøre, hvad der står i vores magt for at levere et historisk flot program til Nibe Festival 2013, slutter han.










