- Mandag, 26. juli 2010

Sanne og Bruno fra Kølby i Nibe med egne Honningprodukter.

Der er altid frisk grønt, bær m.m. på råvaremarkedet.
Råvaremarked hver torsdag på lystbådehavnen.
Hver torsdag eftermiddag og aften finder man i juli måned havnens råvaremarked, i Nibe Bryghus’ lokaler.
Her mødes publikum med producenter og sælgere af forskellige fødevareprodukter, lige fra pølser, charcuteri og »Himmerlandskød«, friskbagt brød fra stenovn, røgvarer, nyplukkede bær og nyoptagne grønsager, honning og en række kunsthåndværk – til en spændende nyhed, som arrangør Peter Bertelsen fra Restaurant Bryggen lægger særlig vægt på:
– Vi har haft besøg fra Tjele, hvor repræsentanter fra et økologisk landbrug vil være repræsenteret med ost, fløde og mælk fra Thise Mejeri. Endvidere har samme leverandør selv investeret i et ismejeri, med produktion af økologisk flødeis og sorbet fra egne produkter.
– Det er blot et eksempel på, hvad vi hver uge præsenterer på det ugentlige rådvaremarked, som hver torsdag i juli finder sted i Nibe Bryghus' lokaler på Nibe Lystbådehavn, siger Peter Bertelsen, som fra gang til gang satser på at have nye indslag af spændende råvarer eller forarbejdede madretter.










