Danni Toma.

Niklas Schneidermann.

Blak.

Så er de sidste bands på plads til sommerens Nibe Festival, som afvikles i Skalskoven i om knapt en måned. Tre fremadstormende navne, som skal spille på den intime scene – Den Lille Fede.
 
Danni Toma
Aalborg-rapperen Danni Toma er i den grad ved at få fat i det brede publikum. Danni, som tør, hvor andre tier, tør altså også at krænge følelserne ud og med masser af musikalsk og lyrisk sjæl berette om både hjerte og smerte, fest og »pest«.
Danni Toma spillede Spot 2016. Nordjyske gav Toma 5 stjerner og skrev bl.a. »Danni Toma har publikum i sin hule hånd, når han krænger sig ud på scenen«.
 
Niklas Schneidermann
De seneste mange år har Niklas Schneidermann hvert år stemplet ind i Skalskoven som karismatisk guitarist i Magtens Korridorer. Det sker selvfølgelig også under Nibe 2016. MEN i år bliver Schneidermann hængende i skoven, for torsdag aften står guitaristen på scenen Den Lille Fede med sit soloprojekt.
Debutalbummet »Runaway« er fremragende og rummer masser af musikalsk relation til The Beatles og britpoppens Oasis og Blur. »Dance Alone« er en rigtig ørehænger, som logisk nok også har fået masser af airplay.
 
Blak
»Nede Mette« med Blak kandiderer i den grad til at blive årets sommerhit. Blak er dog mere og meget andet end en one-hitter. Tjek blot »Slem Igen« – som Blak banker af sammen med Jimilian, og som i den grad også har fat – ikke mindst i Hedegaards remix af nummeret.
Puha – mon ikke der bliver trangt onsdag eftermiddag, når Blak går på festivalens mindste og intime scene – Den Lille Fede.
 
Urban stemning på Campen
I sidste uge offentliggjorde Nibe Festival, at vi til Nibe 2016 laver et nyt område, som vi kalder Chill & Champ. Udover masser af aktiviteter i det urbane område, byder vi også på koncerter og sessions med DJ´s og bands. Scenen i Chill & Champ kommer bl.a. til at byde på Ude Af Kontrol, Notize, Mund de Carlo, Zjakalen med band, Rikke Darling, TAKforSIDST, Magnus Harris og Few Wolves.