Personer fra ejerkreds og bestyrelse i A/S Skomagertorv beser det lille gule hus på Skomagertorvet, og man er enige om, at det jo ikke ser godt ud med en bygning i delvist forfald. Det har længe været ønsket, og det arbejdes der fortsat på. Fra venstre: Jens Kirk (Tøjhuset), Peter Nielsen (KIMBO), Peter Schack (fa. »Schack) og Kurt Andersen (tidl. Skovbjerg Radio).

Murermester Peter Nielsen konstaterer, at murværket fortsat holder, men dele af bygningen trænger alvorligt til vedligeholdelse. I baggrunden Peter Schack og Kurt Andersen.

Mange forbipasserende på Skomagertorvet i Nibe kan med rette undre sig over, hvem der egentlig ejer det lille gule hus; nærmeste nabo til Tyvedalstien, der forbinder Skomagertorvet med Store Algade og området ved Nibe Kirke.

Det gule hus har de senere år været ejet af A/S Skomagertorv – samme ejendomsselskab, der har opført og udlejer flertallet af forretningslokaler på og omkring Skomagertorvet. Ejendomsselskabet ejes af en række nuværende og tidligere forretningsdrivende i Nibe, samt håndværkere, der i 1991-92 medvirkede ved byggeriet.
Ejendomsselskabets seneste investeringer er Skomagergade 3 og 5 – sidstnævnte blev i 2012 indrettet til forretningslokaler for fa. Tea & Möffe, mens Skomagergade 3 fortsat står ubeboet – men det er hensigten at ændre på dette faktum, hvis det står til ejerne af bygningen.

Gerne nybyggeri til ny forretning
– Faktisk er vi meget indstillet på at gennemføre et byggeri på stedet, hvis den rette lejer eller køber af ejendommen viser sig, forklarer murermester Peter Nielsen, der er selskabets direktør. – Imidlertid er markedet for udvikling af forholdsvis små byggerier til erhverv ikke særlig rentabelt, og det er også baggrunden for at bygningen nu gennem nogen tid har stået forladt. Og som beboelse er den bestemt ikke længere egnet. Derfor har et udvalg under A/S Skomagertorv set nærmere på mulighederne for at finde en løsning, så ejendommen kan anvendes til butikserhverv – og her er flere muligheder. Bestyrelsen og aktionærerne i selskabet er imidlertid mest stemt for at gennemføre et egentligt nybyggeri, frem for at renovere den eksisterende bygning – men alt efter hvilke muligheder der viser sig i løbet af vinteren og foråret, håber vi på at kunne finde en bedre løsning end den skamplet, som bygningen i virkeligheden er for tiden, slutter Peter Nielsen.

Renovering af Tyvedalstien presser sig på
Så meget desto mere er der anledning til at forskønne såvel ejendommen Skomagergade 3, som udgøres af det lille gule hus, og de nærmeste omgivelser. For så sent som i oktober måned sidste år vedtog Aalborg Byråd i sit budget for 2013 og 2014, at en renovering af stien mellem Skomagertorvet og området ved Nibe Kirke prioriteres højt. På den måde er der udsigter til en betydelig forbedring af det synsmæssige indtryk i området, hvor forretningslivet i Nibe, det seneste år har udviklet sig positivt og har koncentreret udvalget af butikker i denne del af Nibe.