Mange år tilbage har Nibe faktisk haft en teknisk skole – og nu opstår der igen en sådan. Blot for nogle dage, ganske vist. Det sker under årets Nibe Festival når Tech College Aalborg, som er det moderne og mundrette navn for teknisk skole år 2010, rykker til Nibe med en meget realistsik afdeling. De i alt ni forskellige fagretninger på Tech College Aalborg indtager således den store plæne ved Nibe Avis, og indretter her en, særlig College Camp Resort, hvor eleverne under festivalen skal beskæftige sig med hvert deres fagområde, bistået af skolens lærere. Den særlige camp indrettes med i alt 40 telte, hver med 4 elever, der bor på stedet under hele festivalen, og på den måde skaber deres helt eget faglige område. Læs mere side 13

Elever og lærere fra Tech College Aalborg var for nylig i Nibe for at bese området, hvor de nu er i gang med at planlægge sommerens College Camp Resort.

På Tech College Aalborg er både lærere og elever i fuld gang med en masse entusiastiske forberedelser, der kulminerer i åbningen af skolens egen luksus-camp på Nibe Festival 2010 – ”College Camp Resort” er navnet.    

Området ved Nibe Festival skal bygges og køres af elever fra skolens 9 colleger – afdelinger – fremtidens tømrere, kokke, elektrikere, mediegrafikere, receptionister, frisører og flere andre faggrupper. Sammen med en håndfuld undervisere står eleverne klar til at hygge, hente, bringe og servicere i festivaldagene til sommer. Og ambitionerne er ikke små: Skolen går efter at yde den højeste service på festivalen. Der bliver fx rene og hygiejniske toiletforhold, varme bade, strøm, »roomservice« til teltene, juicebar, lækker brunchbuffet hver morgen, reception og stort lounge-telt med sækkestole og hyggestemning. Samtidig er 1 x makeup eller hårstyling inkluderet i de 1400 kr., som er prisen for én samlet pakke til 4 personer. College Camp Resort får plads til 40 telte og kommer til at ligge på et græsområde op til Nørregade, ved siden af Nibe Avis, forklarer Anders Kristensen fra Nibe Festival og Helle Mølbach Rubien, leder af Tech College Aalborgs kommunikationsafdeling.

Det er kommunikationsafdelingen på Tech College Aalborg, der har taget initiativ til projektet, som køres i tæt samarbejde med en styregruppe af elever fra skolens karrierelinje. 

– Med det nye tiltag College Camp Resort vil vi først og fremmest gerne have chancen for konkret at vise noget af alt det frem, man kan lære på en erhvervsskole.  Vi vil selvfølgelig gerne skabe en masse positiv opmærksomhed omkring vores colleger, så endnu flere unge har lyst til at tage en uddannelse. Vi ser Nibe Festival som et oplagt sted at møde unge mennesker og give vores elever en mulighed for at vise, hvad de kan. Og så rummer dette projekt alle tiders mulighed for samarbejde på tværs af colleger og faggrænser, både for lærere og elever, og for at have det sjovt imens, siger Helle Mølbach Rubien. 

Peter Møller Madsen, daglig leder for Nibe Festival, forventer, at pladserne på College Camp Resort bliver revet væk og glæder sig over Tech College Aalborgs initiativ.

– Vi er glade for at have indgået det her nye samarbejde. Det er nyskabende og spændende at bringe erhvervsskoleelevers faglighed i spil på denne måde, og jeg er overbevist om, at der kommer en masse godt ud af det her projekt, ikke blot for de festivalgæster, der vælger at bo på camp’en, men også for eleverne selv. Jeg er sikker på, Tech College Aalborgs camp bliver en stor succes, siger Peter Møller Madsen til Nibe Avis.