- Tirsdag, 3. januar 2012

Engelske Kaiser Chiefs satte ekstra stemning i Skalskoven under sidste års Nibe Festival.

AQUA's Lene Nystrøm på Stor Scene, gav den fuld skrue i regnvejret.

Biskop Henning Toft Bro besøgte det populære Kirketelt, som er bemandet af frivillige og lokale præster - her Sussie Foged, Sønderholm-Frejlev.

Kim Larsen & Kjukken var blandt de store trækplastre på Stor Scene.
Majestætisk Møller gør nytårsstatus for Nibe Festival:
Årsskiftet er pr. tradition en kærkommen lejlighed til at se tilbage på det svundne år og frem mod det kommende. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II gør det, Statsministeren gør det, TV kanalerne gør det – alle sammen, og vi gør det altså også, lyder det i nytårstoner fra festivalleder Peter Møller Madsen:
Rekordernes festival
Det blev årets festival helt sikkert. En omsætning i underkanten af 23 millioner, halvanden million i overskud – penge som allerede har fundet ejermænd i kultur- og foreningslivet i og omkring Aalborg Kommune, flere gæster end nogensinde, og første danske festival, som kunne melde udsolgt af partoutbilletter – allerede 4. april. Jo – det har været rekordernes år, rekordernes festival.
Vejret kort
Vejrmæssigt var Nibe 2011 en forunderlig oplevelse. Vi havde hård varme og drønende sol over Nibe. Noget der minder om lettere sivende dagsregn fik vi også. Indimellem væltede det jo også ned, og så var der perioder, hvor vi havde det, vi kalder for perfekt øl vejr. Det eneste vi ikke fik, var vel på det nærmeste en lille snebyge!
Uanset hvad, så viste vi også i år, at Skalskoven er optimale rammer for FESTEN – uanset om det regner eller solen varmer.
Udadvendt musikprogram
Netop FESTEN satte også dagsorden på de 5 officielle scener. Programmet i 2011 var helt sikkert baseret på navne, som for langt de flestes vedkommende ville FESTEN, og kom langt udover scenekanten. Selvfølgeligt anført af mægtige Kaiser Chiefs. Over 100 koncerter bød vi på under Nibe 2011.
Eneste musikalske mislyd var det ærgerlige afbud fra amerikanske Train. Heldigvis fyldte Suspekt i stedet Hestepladsen. Dog selvfølgelig med en koncert i en helt anden genre.
Historisk rolig festival
Vi må i øvrigt ikke glemme endnu en rekord. En rekord, som festivalgæsterne skal have æren for. Nibe 2011 var nemlig en historisk rolig, social og harmonisk festival. Det rekordstore publikum tog hånd om hinanden og hyggede sig under de fire fede dage med musik, miljø og mennesker.
Det betød færre skader og meget lidt uro. Det glæder os - og ikke mindst den store velfungerende sikkerhedsorganisation, utroligt meget,
Organisationen i bevægelse
Organisatorisk blev Nibe Festival 2011 også en succes. Næsten 4000 medhjælpere sørgede for, at fetere de mange tusinde festivalgæster.
De seneste års store organisatoriske ændringer – bl.a. med afdelingsstyringen - begynder at bære frugt. Optimering i de enkelte enheder gjorde det endvidere muligt, at sænke antallet af medhjælpere, og dermed også at løfte antallet af betalende gæster en smule.
Billetsalgsboom til 2012
Nu skal vi så se frem mod den 28. Nibe Festival, som afvikles i dagene 4. – 7. juli.
Og hvilken start på en ny »sæson«. Ved billetsalgsstarten - under kampagnen 24 FEDE TIMER - solgte vi den 8. oktober de max 1000 kampagnebilletter på under 12 timer! Året før solgte vi ganske sammenligneligt knap 700 billetter under kampagnen 48 FEDE TIMER – altså på to døgn. Så vi må sige, at det er en ganske FED tendens.
Billetsalget brager derud af. Vi har allerede solgt tæt på 1/3 af billetterne! Det er vildt, vi er jo altså først netop trådt ind i 2012. Spændende hvornår partoutbilletterne og de første dagsbilletter sælger ud.
LuxCamp Nordjyske og College Camp Resort er i øvrigt allerede udsolgt. De solgte ganske enkelt ud på under 5 minutter!
Behøver vi nævne, at vi – selv med nordjysk sindighed – er optimistiske ift. årets festival.
Programmet tager form
I skal også lige vide, at vi faktisk synes, vi er i gang med at lande et superfedt program til sommerens festival. Vi har på nuværende tidspunkt offentliggjort Kashmir, som spiller eneste nordjyske koncert i Nibe, Alphabeat, Sys Bjerre, The Blue Van, tv-2 og kometen Lukas Graham.
Mange flere navne - både danske og internationale - følger i løbet af de kommende uger. Vi forventer at have min. 95 % af programmet på plads omkring 1. april.
Vi ser i den grad frem til det kommende år. Til den 28. Nibe Festival, plantet så unikt lige midt i den smukke, grønne og velduftende Skalskov.
Godt nytår










