- Torsdag, 2. december 2010
Ombygningen af den tidligere brugsbygning i Vokslev, Huulmøllevej 2, fik i dag torsdag tildelt prisen »Årets Bygningsværk i Aalborg Kommune«, af LAK, Landsbyerne i Aalborg Kommune. Bygningen ejes af Gitte og Torben Sørensen.

Gitte og Torben Sørensen (t.v.) har fået tildelt prisen Årets Bygværk i Aalborg Kommune, af rådmand Thomas Kastrup-Larsen og Leo Helmer, formand for bedømmelselkomiteen under foreningen Landsbyerne i Aalborg Kommune, LAK. Leo Helmer påpeger, han var inhabil i forhold til afgørelsen, og ikke deltog i den endelige afgørelse.

Bygningen, som den nu står ombygget - facade mod Hobrovej

Bygningens bagside, i mere modernistisk stil.

Bygningen var tidligere hjemsted for Vokslev Brugs (årstal for foto ukendt).
LAK - Landsbyerne i Aalborg Kommune arbejder for at gøre bosætning i kommunens landdistrikter mere attraktivt, og har derfor vedtaget at man hvert år vil vise sin anerkendelse af et byggeprojekt eller lign. som støtter op om dette arbejde.
I år uddeles prisen for første gang, og der er indstillet 4 meget flotte bygninger, som bedømmelseskomiteen har været rundt og vurdere. I bedømmelseskomiteen sidder en række fagdommere med byggeteknisk uddannelse.
Faktisk vil der i år blive to afsløringer, idet plakettens motiv også fremover vil være logo for LAK -Landsbyerne i Aalborg Kommune. Plaketten er tegnet af arkitekt MAA Nils Pagh Andreasen. De fire indstillede bygningsværker er følgende:
Borgergade 90, 9362 Gandrup
Et fint lille stationsbyhus som er flot og nænsomt renoveret.
Sparekassen Vendsyssel, Jyllensgade 14, Ulsted, 9370 Hals
En spændende nybygning, for Sparekassen Vendsyssel, som er i flot harmoni med de omkringliggende bebyggelser.
Vadsholt, Rørholtvej 32, Ulsted, 9370 Hals
En større landbrugsejendom, hvor hovedbygningen er flot renoveret og tilført nye sidebygninger.
Huulmøllevej 2, Vokslev, 9240 Nibe
En ældre brugsbygning som er blevet flot ombygget med mulighed for senere lejlighedsudlejning.
Det er sidstnævnte, der i år får tildelt titlen »Årets bygningsværk i Aalborg Kommune«, og kriterne er:
De indstillede projekter skal have karakter af et bygningsværk, eller have stærk tilknytning til et eller flere bygningsværker.
Projekter, der forholder sig fremadrettet og innovativt, eller som kan tjene som et godt eksempel til efterfølgelse, eller som forholder sig til tidens klimaudfordringer, vil opnå en fortrinsstilling ved bedømmelsen.
»Den gode arkitektur« - hus eller huse, der med en god og interessant arkitektur forholder
sig til den bymæssige eller landskabelige sammenhæng, hvori det er placeret, og som i kraft
af sine kvaliteter bidrager positivt til sine omgivelser - enten som respektfuldt tilpasset eller
som spændingsskabende kontrast.
»Den gode renovering« – renoveringsprojekter, der bidrager til bibeholdelsen og eventuelt
genskabelsen af de kvaliteter, der ligger i den oprindelige - oftest afdæmpet landsbyarkitektur.
Renoveringsprojekter kan være egentlige tilbageføringer til det oprindelige, men også
projekter hvor der tilføres moderne kontrastskabende elementer.
»Det gode byrum« – projekter, som på en god og smuk måde tilfører landsbyen eller det
landskabelige, rummeligheder af fælles karakter. Det kan f.eks. være et samlende torv, et
spændende aktivitetsrum, identitetsskabende kunst eller en intim byhave.
Som bedømmelseskomite er nedsat:
Rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S), Forvaltningen for Sundhed og Bæredygtig Udvikling
Vicedirektør Jørn Hviid Carlsen, Forvaltningen for Sundhed og Bæredygtig Udvikling
Afdelingsleder Thina Wallin Jensen, Planlægning og Byggeri, Teknik og Miljøforvaltningen
Arkitekt MAA Nils Pagh Andreasen, Nørholm
John Louis Ejdrup, bestyrelsesmedlem i LAK, Nørholm
Bygningsingeniør Leo Helmer, bestyrelsesmedlem i LAK, Vokslev
– Sidstnævnte formand for bedømmelseskomiteen er dog inhabil i afgørelsen vedr. Vokslev, da han er med-instiller af vinderforslaget, og i øvrigt er Afdelingsleder Thina Wallin Jensen pågrund af sygdom, i år afløst af arkitekt MAA Ole Wulff fra samme afdeling.
Vinderen Huulmøllevej 2, Vokslev:
Bygningen har tidligere huset mere offentlige funktioner og har desuden en meget synlig placering i byen, hvorfor projektet naturligvis vil og har tiltrukket megen lokal opmærksomhed.
Huset var inden renoveringen i meget dårlig stand, og var således en uskøn ankomst til Vokslev. Det er med stort engagement og tiltro til bygningens kvaliteter, lykkedes at skabe et hus, som både i materialevalg, farver og funktion mv. forholder sig til den tid vi lever i nu, og samtidig respekterer landsbyhusenes oprindelige proportioner og udtryk. Bygningen fremstår i dag med et enkelt og samlet udtryk, som har en betydelig positiv effekt på omgivelserne.
Det tidligere ret store bygningsvolumen er i dag delt i to bygninger, hvor den indstillede del består af 4 lejligheder, som på nuværende tidspunkt bebos af ejerne og ejernes børn. Den anden del, som stadig er under renovering, skal også rumme udlejningslejligheder. At der skabes gode lejeboliger i landlige omgivelser, er yderligere en kvalitet, som har vægtet positivt i bedømmelsen.
At tænke konstruktivt og fremadrettet i forhold til den allestedsnærværende debat og fokus på energimæssige tiltag er helt afgørende. I områder som Vokslev, udenfor fjernvarmeforsyning, er denne problematik yderligere aktualiseret. I forbindelse med renovering af ejendommen har bygherren valgt, at supplere varmeforsyningen med opsætning af solvarmeanlæg, og dermed bidraget positivt til det samlede CO2-regnskab.
Samlet set er ejendommen renoveret æstetisk, funktionelt og energimæssigt, og er dermed fremtidssikret på en måde, så den i dag fremstår som en særdeles værdig modtager af prisen »Årets Bygværk 2010«, hedder det i den endelige motivering for udnævnelsen.










