- Lørdag, 20. august 2011
Hvert år tildeles prisen »Årets Nibenit« til en lokal borger, der har lagt en indsats for lokalsamfundet Nibe. Der kan være tale om en stor, ulønnet forenings-indsats, eller en indsats, som på værdig vis sætter initiativer i gang, til glæde for Nibe og byens borgere.

Jens Østergaard Madsen blev lørdag tildelt ærestitlen som »Årets Nibenit 2011«.

Sildemarkedsbestyrelsen overrakte hæder, blomster og æresdiplom af Thorvald Odgaard. Fra venstre: Søren Jensen, Trine Fage Krogh, den afgående Årets Nibenit 2010 Willy Kær, den nye Årets Nibenit Jens Østergaard Madsen, Bjarne Svendsen og markedsformand Claus Skoda.

Jens Østergaard Madsen videregav straks de medfølgende blomster til sin kone, Ketty.
På Sildemarkedets sidste aften, kunne markedsformand Claus Skoda så endelig løfte sløret for, hvem Sildemarkedsbestyrelsen i år har valgt til at modtage prisen som Årets Nibenit.
Vi bringer her uddrag af den tale, som motiverede valget af tidligere borgmester Jens Østergaard Madsen som Årets Nibenit 2011:
Betegnelsen »Nibenit« behøver vi egentlig ikke særskilt at hæfte på den person, som vi i år har valgt at hylde, som Årets Nibenit 2011.
Han er ganske vist – så vidt vi ved – »kun« 2. Generations Nibenit – men født, lige her midt i Købstaden – kun få meter fra dette sted – det er han, og vi ved han er stolt af det.
Årets Nibenit har gennem hele sit liv haft mange forskellige gøremål: Han har solgt biler, han har gået til bal i Skal, han fandt en pige fra St. Restrup, som han den dag i dag er gift med og de har fire voksne børn. Han gider kun køre i ét bestemt bilmærke – alle andre mærker er »ikke en rigtig bil«.
Sammen med andre ildsjæle, var han også dén, der for år tilbage, tog hånd om Sildemarkedet, da det på et tidspunkt så sort ud. Og bl.a. åbnede han familiens have, som på den måde blev en del af festpladsen.
I sin professionelle levevej nedsatte han sig som forsikrings assurandør, og det gav adgang til at yde en stor indsats for det lokale forretningsliv, gennem Nibe Handelsforening.
Kombineret med, at han – ud over sin kære familie – siges kun at have tre interesser, nemlig: POLITIK, POLITIK – og POLITIK, blev han i 1981 valgt til Nibe Byråd, og her startede en lang politisk karriere som byrådsmedlem, udvalgsformand, og senere borgmester i Nibe Kommune.
Det er sikkert ikke hemmeligt for nogen længere, at Årets Nibenit er Jens Østergaard Madsen – men vi skal lige have med, at han siden han stoppede som borgmester, har ydet en energisk indsats for Kulturelt Samråd i Nibe, og som fortsat engageret ildsjæl, der gennem sine mange kontakter rundt om i landet, til stadighed gør en indsats for at gøre Nibe kendt.
- - -
Sildemarkedsbestyrelsen havde på forhånd allieret sig med Jens Østergaard Madsens familie, som på behændig vis havde fået ham med til Sildemarkedets fællesspisning, hvorfra det var nemt at få ham på scenen til overrækkelse af hæder og de fysiske beviser, der hører til den ærefulde titel.









