Lone og Carsten Jellesen har overtaget forpagtningen af den tidligere isbryder »Elbjørn« som restaurant. Foto: Søren Hjortlund

Lone og Carsten Jellesen har en solid teoretisk og faglig erfaring som baggrund for at drive restaurant. Foto: Søren Hjortlund

Efter adskillige år i restaurationsbranchen overtog Lone og Carsten Jellesen sidste år fire reaturanter i Tivoli Karolinelund. Disse er ikke fuldtids åbent – dét er til gengæld Restaurant »Elbjørn«, som parret fra den første april har overtaget forpagtningen af.

– Efter en lidt tilfældig kontakt med ejerne af den tidligere isbryder i Aalborg Havn, fik vi mod på at påtage os driften af Restaurant Elbjørn, fortæller Lone Jellesen til Nibe Avis.

Vi synes båden har en fantastisk charme og er attraktivt beliggende i Aalborg Havn.

– Målet er at skabe en suveræn helheds oplevelse, hvor fantastisk mad, god udsigt og atmosfære går op i en højere enhed, fortæller parret.

På køkkensiden har parret tilknyttet køkkenchef Jonas Rosenbeck, tidl. køkkenchef på Luneborg Kro.

Carsten Jellesen stammer fra Hjallerup, og efter 10 år på Sjælland, flyttede parret i 2005 til Nibe. Begge har såvel den teoretiske som den praktiske ballast på plads,  med dels økonomistudier og ledelsesmæssig uddannelse fra Copenhagen Business School – og praktisk erfaring på flere ledelsesniveauer hos dels MacDonalds, Jensens Bøfhus, Hard Rock Café, Ikea, Bilka og Fårup Sommerland.

 

Parret bor i Nibe med deres tre børn, og der er således nok at se til med hele fem restauranter, hvoraf de fire i Tivoli Karolinelund er enten sæsonforretninger eller kun er åben for selskaber.