
- Fredag, 7. juni 2024
Igen i år bød menighedsrådet i Bislev til Grundlovsfest. Her mødte godt 50 forventningsfulde borgere op til en eftermiddag med Grundlovstale af regionsformanden i Nordjylland Mads Duedahl (V).
Der blev også plads til indvielsen af ny kirkegårdskunst og musikalsk underholdning af koret Landsby Gospel. Festen var i forhold til tidligere år rykket ind i kirken, da vejrguderne gjorde, at arrangørerne måtte opgive at sætte festteltet op i den kraftige blæst.
Eftermiddagen blev sat i gang af menighedsrådsmedlem Tove Japhetson Rasmussen, som præsenterede historien bag den nye kirkegårdskunst. Kunsten udspringer fra ønsket om at genbruge dele fra tidligere gravsteder på kirkegården efter at der for ca. syv år siden blev nedlagt omkring 700 gamle gravsteder. Stenene blev afhentet til destruering, og tilbage stod man med ca. 12 kg messingbogstaver og messingudsmykninger. Ønsket var at genbruge og bevare minder fra kirkegården, og bogstaver og pynt blev omdannet til 5 glober, der nu er smukt placeret på kirkegården.
Laura og Andrea Jensen fra Valsted var sammen med deres mor mødt op til Grundlovsfesten og indvielsen af Globerne. De betragtede nysgerrigt Globerne, og i Globerne fandt de begge deres navne Laura og Andrea.
Læs mere i den kommende uges trykte udgave af Nibe Avis.