Den gode oplevelse går forrest
Hos Vox13 Jui-Jitsu undervises og trænes der i kampsporten brasiliansk Jui-Jitsu.

Klubben blev oprettet i 2018, og fra starten var fællesskabet og nysgerrigheden til sporten omdrejningspunkterne. Selvom sporten gør brug af både ledlåse og kvælningstag, så skal det være sjovt, og træningen foregår altid med stor respekt for hinanden. Målet er at få sin modstander ned at ligge for derefter at anbringe modstanderen i et greb, der får ham eller hende til at give op.
I jui-Jitsu fokuserer man meget på teknik frem for styrke, og derfor er sporten også god til børn, da de er hurtige til at fange teknikken, og ikke er bagud på grund af fysisk størrelse.
I andre kampsport er der ofte slag og spark, men ikke i Jui-Jitsu, og derfor er det muligt at kæmpe ’rigtigt’ til træningerne.

Barriererne nedbrydes
Der er ikke noget begynderhold, men nye medlemmer falder hurtigt ind i flokken hos Vox 13. For trænerne er det altid vigtigt at tage godt imod nye, så de får en god oplevelse, og der bliver passet på alle. Når man til træningerne mosler rundt med hinanden, så har man tæt fysisk kontakt til hinanden. Derfor går det lynhurtigt med at få nedbrudt barrierer overfor hinanden. Kammeratskabet blandt medlemmerne kommer derfor hurtigt, og efter en god træning er der altid plads til hygge.  

Jui-Jitsu er også for børn - og fællesskabet hos Vox 13 er stærkt!



Træning for børn og voksne
Vox 13 har omkring 40 medlemmer, og man kan starte på børnehold fra man er otte år. Der trænes hver mandag og onsdag. Børn fra otte år til cirka 15 år træner fra 16.00-17.00 og voksne træner fra 17.00-18.30. Der er træning hele året rundt, og det er kun børnene, der holder fri i skolernes ferier.
Træningen varer typisk 1,5 time, og der startes med at øve teknik. Der køres med bestemte emner i nogle uger, så der er en rød tråd igennem træningerne. Derefter er der teknisk sparring/kamp, hvor der »slåsses« med dagens teknikker og så fri sparring/kamp til sidst. 
Fredag eftermiddag og søndag formiddag er der »Open Mat«, som er en fri træning uden undervisning. Ofte bliver der arrangeret hygge efter disse træninger, hvor man drikker en øl/vand, og nogen gange bliver der arrangeret fællesspisning.

Der er plads til flere hos Vox13 Jui-Jitsu i Vokslev
Vox13 er altid åben for nye inputs, og der bliver deltaget i kurser for at dygtiggøre sig. Der er også åbenhed for at få et rent kvindehold, men klubben oplever, at kvinderne ikke er så hurtige til at få øjnene op for Jui-Jitsu. 
Vox13 inviterer gerne alle interesserede til en prøvetræning. Klubben har medlemmer, som kommer langvejs fra, fordi de kan lide kulturen og træningen i klubben, og de meget dygtige og engagerede trænerne.

Sammen bliver man dygtigere
Når medlemmer tager afsted til konkurrencer er det igen fællesskabet, der trækker i dem, da de ofte tager afsted sammen. Ved konkurrencerne prøves færdighederne af, og medlemmerne oplever, at de har et højt niveau.
I de sidste år har Vox13 deltaget i Grappling Jam i Ollerup på Fyn. 
Det er en weekend med en masse træninger og seminarer, og hvor gode 
folk fra hele verdenen kommer. 
Det handler om at blive dygtigere, men også om at dele glæden ved sporten med andre folk fra andre klubber. Der er pool og sauna, og det er for deltagerne en stor og lærerig oplevelse at være med.

En vigtig ting for Vox13 er seminarer med deres »overhoved« fra Brasilien; Augusto Ferrari, som er sortbælte og har sin egen klub. Det er kutyme at høre under en større klub med erfarne sortbælter til at supervisere og graduere. 
Augustos besøg i klubben bærer præg af venskabelighed, og hans besøg er noget medlemmerne ser meget frem til.