Tidligere Nibenitter med i nyt fodbold-tilbud til Parkinsonramte.

I Valby startede »FC Parkinson«, i Odense finder man »Shakers« og i Kolding holder »Stive Ben« til. Inden længe får også Aalborg sit eget fodbold-tilbud til Parkinsonramte, når FysioDanmark Aalborg i samarbejde med Aalborg Freja stiller faciliteter og fysioterapeuter til rådighed. 

Parkinson er en degenerativ lidelse i hjernen, og symptomerne er bl.a. rysten, langsomhed, stivhed i bevægelserne og balanceproblemer. Det er kendt viden, at intensiv træning kan nedsætte progressionen af sygdommen og vedligeholde eller øge patientens funktionsniveau. Og set i det lys er fodbold-relateret træning et rigtigt godt match til patienter med Parkinson, mener fysioterapeut Jacob Trikker fra FysioDanmark Aalborg: – Hvis man skulle opfinde et spil, der modvirker det, som Parkinson gør, så skulle det være fodbold. Der er start- og stopbevægelser, der er rotationer, du skal være hurtig og forholde dig til bolden og medspillerne. 

– Fodbold på alle plan vil kunne føre til lidt skub og fald. Men det er fint, for det at falde og komme op igen er super god træning. Men vi passer selvfølgelig på hinanden, og skades-erfaringerne fra pioneerne FC Parkinson i Valby viser, at der i flere år højst har været en fibersprængning, så vi er ikke bange for at Parkinson-patienterne ikke kan klare udfordringen eller kommer til skade. 

Per Gade (t.v.) og Jacob Trikker er på vej til et samarbejde med fodboldklubben Aalborg Freja, der skal støtte og hjælpe Parkinsonramte medborgere.

– Man behøver ikke at kunne spille fodbold eller have prøvet det tidligere »Alle kan deltage«, oplyser Jacob Trikker. 

– Det vigtigste er at få trænet og at hygge sig. Pyt med om man vinder dagens afsluttende fodboldkamp, men mon ikke vi ser konkurrence-genet i folk alligevel. Det plejer at komme helt af sig selv - uanset om det er børn på 7 eller seniorer på 70 år.

Arkadens Fysioterapi er en del af Fysio Danmark, og Aalborg firmaet har den tidligere fodboldspiller Per Gade som medindehaver og adm. direktør.
Per Gade fik sin fodbold opdragelse i Nibe Boldklub, og spillede senere for AaB, FC Nordjylland, AC Horsens (superliga) og Blokhus FC.