Galleri Blæst – For the Joy of Art er et nyt kunstgalleri i Klitgård Fiskerleje, og godt 100 kunstinteresserede fejrede åbningen i lørdags, der viste mixed-media værker af den aalborgensiske kunstnerduo Horn/Andersen. Udstillingen består af 27 værker i serien NYC in Colors. Pressefotograf Lars Horn har taget fotografier af monumenter og mennesker i New York, og kunstmaler Henrik Juhl Andersen har bemalet de store sort-hvide fotografier på lærred med gul, rød og blå som den dominerende farveholdning. ”Værkerne er maskuline og markante i deres udtryk, og de viser storbylivet med dybder og nuancer, som man kan gå på opdagelse i,” siger gallerist Christine Stampe Frøsig.

Hun flyttede til Klitgård Fiskerleje med sin mand i 2018 og har nu realiseret drømmen om at arbejde med kunst og kunstnere, og programmet for resten af året ligger fast med fem forskellige udstillinger. Christine Stampe Frøsig har boet mange år i Grønland, og har arbejdet som gymnasielærer og uddannelseschef inden hun åbnede Galleri Blæst – For the Joy of Art.

Kunst gør os gladere
Navnet Galleri Blæst skal forstås både bogstaveligt – galleriet ligger ud til en blæsende vestvendt kyst ved Limfjorden – og i overført betydning, fordi galleriet ønsker at omfavne de stormfulde begivenheder, der er en del af mange menneskers liv og relationer. De udstillede malerier udspringer nemlig af og afspejler medvind og modvind, som kunstnerne forløser i deres kreative udtryk. Galleriets slogan – For the Joy of Art – udtrykker, at galleriet eksisterer for at skabe glæde for gæsterne i deres møde med kunsten.

”I adskillige år har sygehusvæsnet vidst og arbejdet med, at figurativ kunst har en helbredende effekt på indlagte patienter,” fortæller Christine Stampe Frøsig. ”Men det er ikke kun nyopererede, der har glæde og gavn af at se på kunst. Kunst kan gøre os gladere i vores hverdag, fordi kunst vækker vores sansning af den verden, der omgiver os. Det har Andy Warhol udtrykt med ordene ”You need to let the little things that would ordinarily bore you suddenly thrill you,”” fortæller hun begejstret.

Galleri Blæst - For the Joy of Art holder åbent hver lørdag og søndag klokken 11-17 og efter aftale. Udover udstillinger tilbyder galleriet en MasterClass i akvarelmaling og i samarbejde med Billedkunstnernes Forbund udlodder det 14 dages gratis ophold til kunstnere, der arbejder med figurativ kunst.

 

wGalleri-Blst2
wGalleri-Blst3
wGalleri-Blst4