RØDE KORS INDSAMLING SØNDAG: ALLE har brug for et hjem. Et sted at høre til. Et sted at finde ly og beskyttelse.  

Men lige nu mister børn og voksne ude i verden den trygge base, der beskytter dem. En voldsom cyklon river deres hjem fra hinanden. En oversvømmelse skyller det væk. En bombe jævner det med jorden. Og familien står tilbage uden noget. De har mistet alt, de har. Og med ét er deres liv i fare.

I Danmark har vi alt for mange hjemløse. De bor på gaden. I al slags vejr uden beskyttelse. Det er ikke noget trygt og værdigt liv. Lige nu finder voldsramte kvinder styrken til at bryde ud af dét hjem, de ikke er trygge i. De kommer væk fra volden, men står ofte tilbage med traumer efter de mange overgreb. De er sårbare og har brug for støtte. 

Årets Røde Kors-indsamling går til mennesker uden et hjem. Og vi har brug for dig!

Sig JA og vær med til at sikre mennesker uden hjem akut beskyttelse, ly, mad, vand og lægehjælp. Og langsigtet støtte, så hårdt ramte børn og voksne igen kan få en tryg base og en lysere fremtid.

Pengene går blandt andet til:

• Hjemløse i Danmark 

• Voldsramte kvinder i Danmark, der må flygte fra deres hjem 

• Familier i Mozambique, Malawi og Zimbabwe, der har mistet deres hjem til katastrofal cyklon og oversvømmelse 

• Og til forældre i krigsramte Yemen, der har mistet deres hjem og står uden ly, mad og medicin til deres børn.

 

SÅDAN HJÆLPER RØDE KORS

• Røde Kors er til stede i Yemen og har adgang til selv svært tilgængelige områder.

• Sammen med vores partnere leverer vi mad, vand, førstehjælp og medicin. 

• Og vi sikrer børn og voksne nødvendig sundhedshjælp og psykosocial støtte.

Penge fra årets Røde Kors-indsamling går til overlevelseshjælp til krigsramte mennesker som dem, der har mistet deres hjem, og alt de ejer.

 

SÅ MEGET BETYDER HVERT ENESTE JA

Når vi tømmer indsamlingsbøtterne, er der i snit 1.000 kroner i hver. 

Det svarer til:

• 6 måneders støtte til en voldsudsat kvinde og hendes børn.

• 365 dage med rent drikkevand til 37 mennesker i nød

• Mad til en hel familie i fire måneder.

• Presenninger, der giver 10 familier ly og beskyttelse mod vind og vejr.

• Varme tæpper til 20 katastroferamte børn.