Aalborg Kommune skal have flere og gladere cyklister. Det skal en ny cykel-politik udstikke kursen for, og i den forbindelse vil kommunen også spørge borgerne, hvad der kan gøre det mere attraktivt for dem at tage cyklen.

Ambitionen er, at Aalborg fortsat skal udvikle sig som en af Danmarks bedste cykelkommuner. Til at understøtte den udvikling vil kommunen i indeværende år udarbejde en cykelpolitik, og i den forbindelse vil borgerne blive inviteret til at komme med ideer og forslag til, hvordan cyklen bliver et attraktivt valg for endnu flere. 

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen fortæller om initiativet:
– Der sker rigtig meget på cykelområdet lige nu, og derfor har vi brug for at få set på det med friske øjne. Siden vi lavede cykelhandlingsplanen i 2013 er der f.eks. kommet mange elcykler og kassecykler i bybilledet, som gør cyklen til et attraktivt valg til mange flere ting og over længere afstande - også uden for de større byer. Cyklen spiller en vigtig rolle, når vi taler om klimavenlig transport, øget sundhed og mindre trængsel. Derfor giver det god mening at se nærmere på, hvordan vi kan skabe bedre cykeloplevelser for alle aldersgrupper i hele kommunen, udtaler rådmanden. 
I løbet af efteråret skal der laves et forslag til, hvordan de mange forslag og ønsker til forbedringer af cykelinfrastrukturen i hele kommunen kan prioriteres. 

– Når jeg kommer rundt i vores byer og landsbyer, hører jeg rigtig tit ønsker om cykelstier og mere trygge forhold for de børn, der skal cykle til skole. Vi har stor opmærksomhed på det, men desværre kan vi ikke opfylde alle ønsker. Jeg glæder mig til, at vi i år får nogle gode snakke om, hvordan vi kan støtte op om mere cyklisme i hele kommunen, og om hvordan vi fremover vil prioritere området, slutter rådmanden.
 
Nogle af de ting, som Aalborg Kommune allerede ved cyklisterne efterspørger, er bedre vedligeholdelse, og bedre forhold i krydsene. Derfor er der afsat 5 mio. kr. om året de næste fire år til at give cykelområdet et løft. De i alt 20 mio. kr. vil By- og Landskabsudvalget bruge til bedre vedligeholdelse af eksisterende cykelstier i form af øget fejning, nye slidlag og servicetiltag samt til mindre projekter. 

Baggrund
By- og Landskabsudvalget har på mødet 6. februar 2020 besluttet, at Cykelhandlingsplan 2013 skal afløses af en ny cykelpolitik og en stiprioritering. I løbet af processen skal der indhentes ideer og synspunkter fra borgerne til, hvordan de ser på cyklen som transportmiddel, og hvad der kan få dem til at vælge den. Efter planen skal der ligge et forslag til en cykelpolitik, som kan sendes i høring efter sommerferien. På den baggrund skal der herefter laves et forslag til stiprioritering. 
 
4x5 mio. kr. til vedligehold og mindre projekter
Forligspartierne har i forbindelse med kommunens budget 2020 afsat 4x5 mio. kr. til drift og vedligehold på cykelstierne under overskriften "Cyklisme - med gode forbindelser". 

By- og Landskabsudvalget har besluttet, at der i 2020 skal bruges 2,5 mio. kr. til øget drift og vedligehold på cykelstierne og 2,5 mio. kr. til at etablere et mindre stykke cykelsti på Bygaden og Letvadvej ved Sofiendal Enge-udstykningen, samt til omlægning af cykelsti ved Sigrid Undsets Vej. Yderligere, vil man forbedre cykel-parkeringsboksene på samkørselspladsen ved T.H Sauersvej.

I de følgende år vil midlerne, ud over øget vedligeholdelse, især gå til mindre projekter som kan gøre det nemmere og mere trygt at cykle i kryds, til afstribning af cykelbaner, servicetiltag, ny cykelparkering og kampagner. Midlerne kan bruges i hele kommunen, og prioriteres af By- og Landskabsudvalget.