Aalborg Kommune: Magistratens Budgetforslag for 2022-2025 afspejler styrkelser inden for skole- og ældreområdet samt den grønne omstilling.

Magistratens Budgetforslag har særligt fokus på den demografiske udvikling på ældreområdet, indsatser overfor sårbare børn og unge og et løft af almenundervisningen i folkeskolen med såkaldt co-teaching. Store anlægsprojekter som Børne- og Ungeuniverset på Stigsborg Brygge, PlusBus og åbning af Øster Å er også med.

Budgetprocessen har involveret hele Aalborg Byråd under budgetdrøftelserne den 31. august. - 1. september 2021.

Budgetforslaget indebærer, at kommunens serviceudgifter forøges med 68,8 mio. kr. i forhold til 2021-budgettet svarende til 0,7%. Aalborg Kommunes serviceramme udnyttes fuldt ud. Den direkte beskæftigelseseffekt svarer til netto ca. 130 årsværk.

Anlægsbudgettet er i 2022 på 637 mio. kr., og dermed opretholdes investeringsniveauet fra tidligere år. De grønne klimainvesteringer udgør 283 mio. kr., hvoraf de CO2-reducerende investeringer udgør 123 mio. kr.

Aalborg Kommune er i kraftig vækst og har over 220.000 indbyggere - heraf markant flere ældre og flere små børn de kommende år. Magistraten ønsker bl.a. at tilføre 52,9 mio. kr. til demografi på ældreområdet. Demografitildelingen vil betyde ca. 120 nye årsværk på ældreområdet.

For at sikre bedre rekruttering og fastholdelse på plejehjemsområdet er der afsat 3 mio. kr. årligt til at understøtte udviklingen af attraktive arbejdspladser gennem bl.a. kompetenceudvikling og supervision.

Nye boligområder skyder op, og det betyder også, at Magistraten ønsker flere nye dagtilbud samt udvidelse af flere eksisterende dagtilbud.

Der afsættes fra 2022 og frem midler til et betydeligt løft af almenundervisningen i 1.- 3. klasse efter co-teaching principperne. En god skolestart har stor betydning for elevers indlæring og trivsel, der tidligt kan give dem grundlaget for et godt skoleliv.

Det samlede byråd overværede borgmesterens fremlæggelse af budget forslaget.

COVID-19 sætter sit præg på budgettet
Magistraten ønsker at afhjælpe mistrivsel og sikre tilbud til udsatte børn og unge i kølvandet på COVID-19 og afsætter ekstraordinært 15 mio. kr. i 2022 og 6,0 mio. kr. i 2023.

Ledigheden i Aalborg Kommune er kraftigt nedadgående, og kommunen oplever en god udvikling for borgere tæt på arbejdsmarkedet. Men COVID-19 har efterladt flere borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, i en vanskelig situation. Jobcenteret fortsætter og intensiverer de indsatser, der blev igangsat med budgettet for 2021, så flere personer kan få en chance på arbejdsmarkedet.

Efter en lang periode med COVID-19 begrænsninger ønsker Magistraten også at gøre plads til store oplevelser sammen. En udvidelse af tilskuerkapaciteten i Gigantium og bedre tilskuerforhold på Skovdalen Atletikstadion er bl.a. med i budgetforslaget.

Magistratens budgetforslag fastholder de nuværende skatteudskrivningsprocenter.

I den kommende uges trykte udgave af Nibe Avis uddyber vi udvalgte områder inden for Aalborg Kommunes budget, ligesom de kommende ugers forhandlinger kan afstedkomme ændringer på baggrund af politiske forhandlinger.