Stop for ålefiskeri, Sæler plyndrer garnene, Fjorden rådnede i 2022

Nibe og Omegns Fritidsfiskerforening afholdt i november sin ordinære generalforsamling med 32 fremmødte medlemmer. Den lokale forening har et stabilt medlemstal på 152 der primært udøver rekreativt fiskeri med redskaber som ruser, garn og multitejner.
Foreningens formand Erich Borup, Sebbersund, gennemgik årets forløb og de forhold, fritidsfiskerne arbejder under, og han sagde:

Gennem flere år har fritidsfiskerne udsat skrubbe-yngel i farvandet omkring Nibe og Sebbersund. Det afbøder skuffelserne over manglende muligheder for ålefiskeri, og der fanges nu en del skrubber.

Stop for ålefiskeri
Fiskeri efter ål har i 2023 ikke været tilladt for det rekreative fiskeri, idet EU`s ministerråd i december 2022 besluttede et ålestop for det rekreative fiskeri. Ålefiskeri har kun været tilladt for erhverv og bi-erhverv.

Skrubbefiskeriet har været bedre i år og der er måske også flere der har fisket med garn og kinatejner nu der har været åleforbud. Der er tilbagemeldinger fra flere der har fanget pænt med skrubber og i særdeleshed mindre skrubber i ruser og tejner.

Sæler plyndrer garnene
I nogle områder af fjorden er garnfiskeri næsten umuligt pga. aktive sæler der plyndrer fangsten i garnene inden vi når frem, og andre steder er der mange krabber. Søsalat der sætter sig i garnene har tidligere været et problem. Det ser dog ud til at iltsvind og bundvendinger i 2022 har fået has på det store lag af søsalat på bunden. Det er rådnet væk, det ses og mærkes især i Halkær- og Sebber Bredning. 

I 2022 rådnede hele øko-systemet i Halkær Bredning, og den situation har ifølge fritidsfiskerne gjort, at der ikke har været bundvendinger i 2023.

Fjorden rådnede i 2022
Det har været meget oppe i medierne med iltsvind i de Danske fjorde og de indre farvande her i efteråret. Det viser de målinger der er foretaget af myndighederne. Lokalt har vi næsten ikke haft bundvendinger i år. Alt der kunne rådne - det rådnede sidste år. Forlydender om mindre iltsvind ved Valsted engene i en kort periode.

I 2022 var vandet brunt overalt i Halkær Bredning - her ved Sebbersund.

Forstår ikke åle-stop
Fremtiden for Fritidsfiskeriet ser desværre ikke lys ud. I flere år er det lykkedes at fastholde de 6 fiske-redskaber vi har rettigheder til i dag. Danmarks Naturfredningsforening og andre grønne organisationer har i flere år arbejdet for et forbud mod fangst af ål. Det lykkedes så i indeværende år med hjælp fra EU der indførte et midlertidigt ålestop med begrundelsen at ålen er truet. Lidt uforståeligt efter vi har haft 4 – 5 gode år med ålefiskeri her lokalt. I særdeleshed har der været gode meldinger om fangst af ål over hele landet i 2022, det viser at ålen er i fremgang.

Velbesøgte arrangementer
Der har været afholdt et arrangement ”Lav din egen julesild” som vort medlem og tidligere underviser på kokkeskolen i Aalborg Henning (Barmer) Jensen stod for. En vellykket aften med 20 deltagere.
Der har været afholdt et kursus i garn og rusebinding med 13 deltagere. Et lignende kursus vil blive gennemført med opstart i januar.

Bestyrelse genvalgt
Kasserer Bruno Jensen fremlagde regnskabet der udviste et mindre underskud for året.
Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig med Erich Borup som formand, Bruno Jensen som kasserer, Mikkel Christensen som referent, Jørgen Frost og Jørgen Nikolajsen som menige bestyrelsesmedlemmer.

Læs hele artiklen i den trykte udgave af Nibe Avis