Louisa Chetana Bager er opvokset i Nibe – her fortæller hun om at være med på Nibe Festival

og om at være medhjælper ved den årlige fest i Skalskoven:

Nibe Avis har mødt Louisa inden dette års festval. Hun har været med i rigtig mange år. Hun kender rigtig mange, og nærmest alle kender hende. I hvert fald hvis man spørger dem, der arbejder backstage. Her fortæller hun om sine mange år på Nibe Festival, og om hvordan det for hende startede i klapvogn til hun selv tog sine børn med. Hun har også igennem mange år været medhjælper i Backstagebaren, men ellers kommer hun for gamle venskabers skyld.

Jeg kommer hvert år  – det er tradition

Hvert år ser jeg frem til at komme tilbage til Nibe Festival. Det er tradition, og det er den uge, hvor alt andet bliver sat på pause. Jeg anbefaler altid festivalen til folk, der ikke har været med før. Den er hyggelig, og så ligger den smukt i skoven. Musikken spiller selvfølgelig en rolle, men for mig handler det mest om at mødes med de mennesker, jeg har kendt hele livet. Det er også den uge, hvor netværket bliver holdt i live.

Det startede i klapvognen, og videre til teenagelivet sammen med venner og veninder

Mit første år på festival kan jeg faktisk huske, selvom jeg var helt lille. Jeg var med i klapvognen sammen med min mor og far. Det var sådan, det hele startede for mig. Jeg var måske omkring 5 år, og jeg har været med hver eneste år siden- jeg vil slet ikke undvære festivalen. Senere blev det sammen med veninderne fra min gamle folkeskole – vi var måske kun ti år, da vi startede med at tage afsted sammen. Jeg kan huske, at da vi var omkring 13 eller 14 år, så sov vi i telt i min venindens have. Dengang var festivalen mindre, og man kunne overskue hele området.  Dengang var det på Dyrskuepladsen - det føltes trygt. Alle kendte os, og mange forældre var også med. Det var en helt anden tid, for i dag ser man ikke børn eller helt unge bevæge sig alene rundt på festivalen. Det var sjove tider dengang, og mere frit. Som teenager gav vi den virkelig gas, og det var så sjovt.

At mødes med gamle veninder betyder mere end selve musikken

Jeg er jo opvokset i Nibe, og Festivalen betyder rigtig meget for mig  – det er højdepunktet på sommeren og et vigtigt holdepunkt i mit år. Noget af det bedste er, at jeg hvert år møder gamle venner. På den måde holder jeg mine gamle venskaber ved lige, og det er en af de vigtigste ting for mig ved Festivalen. At mødes med mine gamle veninder betyder mere for mig end selve musikken – selvom musikken da helt klart er et plus, men det er venskaberne, der får mig tilbage.

Jeg har mange minder fra festvalen – virkelig mange

Jeg har mange minder fra festivalen. Én af de sjoveste oplevelser var, da vi dansede på bordene ved den Store Scene under en Lars Lilholt koncert. Stemningen var i top, vi sang og dansede – vi hyggede os bare rigtigt meget. Det var sammen med en veninde, hendes søster og to drenge, og en masse andre. Vi var mange på et ret lille bord, og pludselig brast bordet sammen – men vi stod alle stadig op, da det væltede. Ingen kom til skade, og vi grinede bare videre. Året efter måtte man pludselig ikke danse på bordene – det var måske godt nok, for det var måske også lidt farligt, men da det skete var det sjovt, og vi festede bare videre. Vi griner stadig af det, når vi snakker om det.

Jeg vil give glæden ved festivalen videre til mine børn

Jeg har to børn – Nadia og Oliver, og de er i dag er blevet store teenagere. Det har betydet meget for mig igennem årene, at kunne dele oplevelsen med dem. Jeg har haft dem med flere gange. Det er vigtigt for mig at give oplevelsen videre. Festivalen er en stor del af mit liv, og jeg håber, det også bliver en del af deres. Jeg husker især en gang, hvor min datter var helt vild med Cisilia (sangerinde) – og Cisilia tog sig tid til at tage et billede med min datter. Min datter var omkring 11 år, og det gjorde stort indtryk. 

Jeg går mest efter det danske musik

Gennem årene har jeg hørt virkelig mange gode koncerter – Johnny Madsen hørte jeg altid. Det var rigtig hyggeligt. I år glæder jeg mig til at høre Magtens Korridorer, Minds of 99, Nik & Jay, Medina, Italo Brothers og selvfølgelig Lars Lilholt. Jeg går ofte efter de danske navne. Musikken er et plus – men det er ikke hovedgrunden til, at jeg kommer. Det handler mere om stemningen, hyggen og vennerne.

Fællesskabet ved at være medhjælper

Siden jeg var 16 år har jeg været medhjælper, og det er mange år nu. Jeg startede med at lave mad i Skal Pavillonen, og senere kom jeg med i Backstage Baren. Vi er det samme hold, og vi har været med i årevis. Jeg arbejder blandt andet sammen med Pernille (Hermansen) og HH (Hans Henrik Henriksen). Det er bare dejligt, at være på det samme hold, og vi kender hinanden. Det er blevet et helt særligt fællesskab, som betyder ligeså meget for mig, som det gør at mødes med veninder- Det er nærmest sådan halvt-halvt for mig. 

Et helt særligt sammenhold

Backstage er der et fantastisk sammenhold med alle, der arbejder der under festivalen. Mine børn har også været med til at gøre baren klar. Det kunne de virkelig godt lide. De har også mødt Rasmus Seebach og Gulddrengen. Sidste år snakkede jeg med Andreas Odbjerg – han var virkelig flink. Vores bar ligger tæt på der, hvor kunstnerne kommer ind med busserne, så vi ser mange af dem. Sidste år så vi også mange skuespillere, som kom ind backstage – det er meget sjovt.

Flere regler for medhjælpere

Festivalen er blevet mere strikse i forhold til forplejningen af medhjælperne. Jeg synes, vi skal have mulighed for lidt mad og drikke under vores vagter. Jeg vil ikke udnytte festivalen, men jeg ved, at der er mange, der snakker om det. Og vi har nogle gange lange vagter, og vi bidrager meget. Måske har der været nogen, der har været for grådige, og det er bare ærgerligt for os alle.  Festivalen ville ikke være det samme uden os medhjælpere – og det må de godt vise, at de husker på.

Flere mennesker kan skabe utryghed

Festivalen har ændret sig gennem årene. Jeg har især lagt mærke til, at der nu er flere mennesker. Det kan godt virke lidt meget nogen gange. Der kan opstå skub og skænderier, særligt ved Stor Scene. En veninde havde sin søn med, som gerne ville høre Tobias Rahim. De blev skubbet og det blev ubehageligt. Det tager noget af den gode stemning, og jeg synes ikke længere, det er egnet for børn. Trængslen ved Stor Scene og Junglestien kan virke lidt farlig. Det bør festivalen kigge nærmere på.

Et tip til nye festival-deltagere – tag dig i agt for mudder

Hvis jeg skal give et tip til førstegangsdeltagere, så er det praktisk tøj. Det kan blive virkelig vådt og mudret, og festivalen kan ikke altid nå at lægge flis ud i tide. Hvis man ikke er forberedt, kan det godt trække oplevelsen lidt ned. Særligt Junglestien bliver hurtigt sumpet, og man kan godt savne et sted at sidde ned, når det regner. Der mangler siddepladser under dårligt vejr – man kommer til at stå meget, og det kan være hårdt en hel dag. Så man skal ikke undervurdere praktisk tøj. Vejret sidste år var godt nok både koldt og vådt.  

/ LA