Sønderholm-Frejlev Seniorer havde en mindeværdig dag med museum, have og historier.

 

I den forgangne uge var 45 forventningsfulde pensionister fra Sønderholm-Frejlev Seniorer klar til årets sommertur, der bød på både kultur, natur og hyggeligt samvær.

 

Litterære søskende i fokus

Første destination var Johannes V. Jensen Museum i Farsø, hvor deltagerne blev budt velkommen til interessante foredrag om de to berømte søskende Johannes V. Jensen og Thit Jensen. Det var særligt historien om deres 50-årige ufred, som fangede opmærksomheden - to søskende, der trods deres litterære succes aldrig blev forsonet.

Efter rundvisningen og de lærerige foredrag var der arrangeret frokost, hvor snakken gik livligt over bordene, mens deltagerne fordybede sig i dagens indtryk.

 

Naturens skønhed i Aalestrup

Turen fortsatte til Staudeengen i Aalestrup, hvor gruppen først tog en afslappende tur gennem den flotte have. Her kunne pensionisterne nyde den smukke natur og få inspiration til egne havedrømme.

Under den efterfølgende kaffe og kage fik deltagerne indblik i værtsparrets liv - fra deres tid som arbejdende på planteskole til deres nuværende lille forretning med salg af Aroniasaft. Mange af pensionisterne lod sig friste til at købe den sunde saft med hjem.

 

En vellykket dag

Formanden for Sønderholm-Frejlev seniorer Torben Lysebjerg Andersen kunne efter dagsudflugten glad konkludere: - Vi havde en rigtig hyggelig dag. Sommerturen levede op til forventningerne med sin fine blanding af kultur, natur og det gode selskab, som Sønderholm-Frejlev Seniorer er kendt for. / ELR