- Tirsdag, 8. juli 2025
Nibe Lokalhistoriske Forening og foreningen KUNST & KULTUR Nibe er igen i år værter for en sommerudstilling i Tinghuset på Torvet i Nibe.
Der var mandag eftermiddag kaldt til åbning af to sommerudstillinger, og et halvt hundrede havde fundet vej til Nibe Museums udstillingssal i den tidligere retssal i det 152 år gamle Tinghus.
Malerier, collager og elefanter
Gitte Friis Therkildsen, formand for Kunst og Kultur Nibe, bød velkommen til dobbelt-udstillingen i Galleri Tinghuset og præsenterede de to kunstnere bag sommerens udstilling – Grethe Mariann Maurseth, der udstiller egne malerier og collager samt Helle Trølund Hylleberg, der udstiller glaseret stentøj – særligt ”signaturelefanter”. Begge kunstnere er nærmere beskrevet i sidste uges udgave af Nibe Avis.
Nuværende og nedlagte kirker
Kenneth Persson, formand for Nibe Lokalhistoriske
Forening, bød derefter velkommen til sommerens lokalhistoriske udstilling, som denne gang omhandler kirkerne – nuværende og tidligere – i området, der omfatter den tidligere Nibe Kommune. Et særligt udvalg under Lokalhistorisk Forening, Nibe Museum og Lokalhistorisk Arkiv har udarbejdet udstillingen, som viser en omfattende billedsamling med detaljer og oplysninger om kirkerne.
Særligt for udstillingen er, at tre kirker, som ikke længere findes, er at finde i udstillingen. Det gælder stavkirken for foden af Sankt Nikolaj Bjerg i Sebbersund. Denne kirke lå på den nordre side af ”Bjerget”, og blev udgravet i 1990’erne sammen med en vikingeboplads. Og det gælder Sankt Nikolaj Kirke, der lå på selve ”Bjerget”, og endelig Lundgaarde Kirke mellem Barmer og Farstrup.
Både Sankt Nikolaj Kirke og Lundgaarde Kirke er for længst nedbrudt, og det er ikke ukendt, at dette skete dels fordi kirkerne blev brugt meget lidt og efterfølgende er byggematerialer brugt til andet formål. Sankt Nikolaj Kirke var en forgænger til nutidens Sebber Kirke ved Sebber Kloster.
Åbningstider for sommerudstillingerne er annonceret her i avisen.. / JS








