Når hele 65 medlemmer af Lokalhistorisk forening for Frejlev, Nørholm og Sønderholm sogne deltager i en sommerudflugt, må alene dette betegnes som en succes. Men når så både direktøren Jens Mølgaard og økonomichefen Mette Mølgaard Nøhr, begge børnebørn af grundlæggerne af firmaet, leverer en fantastisk præstation, ja så er opskriften givet på en helt perfekt aften, fortæller Karen Hansen fra den arrangerende forening.

Jens Mølgaard fortæller - Her ved det gamle anlæg i Frejlev by. Arealet vil inden så længe blive bygget om til boliger.

Deltagerne fik nemlig både historien om det snart hedengangne fabriksanlæg, Frejlev Cementstøberi, der ligger midt i Frejlev by – og fortællingen om udflytningen til det nye produktionsområde ved Drastrup.  Opskrifterne på både mørtel og beton blev også givet, ligesom de mange aktiviteter, firmaet har rundt om i landet, var en oplysning, der vakte opsigt. Det var desuden en interessant oplevelse at se, hvordan firmaets populære belægningssten blev fabrikeret i nogle af de bygninger, som mange har kørt forbi utallige gange – uden helt at vide, hvad de indeholdt.

Jens Mølgaard fortæller om virksomheden – Her ved Drastrup.

Aftenen sluttede i caféen i FC Betons imponerende hovedbygning. Og med en tur med drone over både Drastrup-anlægget og den nyindkøbte fabrik i Gadbjerg ved Vejle, blev gæsterne indviet i mange af de fremtidige og spændende udfordringer, firmaet arbejder med til daglig.