Malthe Nielsen med rødder i Frejlev Tennis- og Padelklub skal repræsentere Danmark ved EM i Madrid.

Den nykårede danmarksmester i padel, Malthe Nielsen, har fået sin store chance. 27-årige Malthe Nielsen, der har sine tennisrødder i Frejlev Tennis- og Padelklub, er udtaget til det danske seniorlandshold og skal den 11.-13. juli kæmpe om medaljer ved EM i Madrid.

For den nordjyske padelspiller bliver det første gang, han får mulighed for at debutere på landsholdet, og spændingen er til at føle på: "Det er meget stort for mig, og det er noget, som jeg ser meget frem til at være en del af. Det er altid specielt, når man snakker om landsholdet," udtaler Malthe Nielsen i en pressemeddelelse fra Dansk Padel Forbund.

Skal overraske ved EM
Det danske herrelandshold er ikke seedet blandt de fire øverste hold til mesterskabet, hvilket betyder hårde kampe mod nationer som Holland, Sverige, Tyskland og Storbritannien. Ved de seneste mesterskaber i 2024 på Sardinien endte Danmark på en 10. plads. Men det skræmmer ikke padelspilleren fra Frejlev: "Jeg føler mig maksimalt klar. Jeg er sikker på, at det nok skal gå godt, for jeg føler ikke, at vi kan gøre andet end at overraske til EM, når der er så mange andre lande, som på papiret er bedre end os," fortæller Malthe Nielsen.

Holdkammeraterne har stor tiltro til den nordjyske tilgang. Den erfarne Nils Skajaa ser frem til at se, hvad Nielsen kan tilføre holdet: "Malthe Nielsen giver os nye muligheder i vores konstellationer mod alle de nationer, som vi tidligere har været underdogs mod."

Målet for det danske hold er at spille sig videre til FINAL 8, som afvikles senere på året.