
- Tirsdag, 10. juni 2025
FODBOLD: Jyllandsserie 2, herrer
St. Restrup IF – IF Skjold Sæby: 1-1 (0-0)
Målscorer: 1-0: Malthe Lund
St. Restrup IF tog 2. pinsedag i mod gæsterne fra IF Skjold Sæby til en yderst vigtig kamp. En sejr til hjemmeholdet ville sende dem op i topstriden omkring play off-kampe, mens et nederlag ville sende dem med i nedrykningsdramaet. Så tæt er puljen med blot tre resterende spillerunder. IF Skjold Sæby var dog mere eller mindre tvunget frem ad banen for en sejr, da de pt. frister en tilværelse under nedrykningsstregen i den tætte Jyllandsserie 2-pulje.
Rammen om opgøret var præget af en kraftig sidevind fra vest, som begge hold aktivt måtte forholde sig til.
Opgøret startede med to kæmpe målchancer. Ét til hvert hold, men begge holds målmænd var klar fra første dommerfløjt. Så ingen tidlige føringsmål. Efter de indledende minutter var det det gæsterne, der fik sat sig på opgøret. De brugte klogt deres fysisk til at skabe sig et overtag i kampen. Efter en 25 minutters spil kom hjemmeholdet mere med i opgøret, hvor også scoringsmulighederne begyndte at tilsmile hjemmeholdet. Bl.a. var holdets topscorer Patrick Lindberg tæt på at sende bolden inden om IF Skjold Sæby-målmanden, men han fik reddet afslutningen med det yderste af hælen. Efter en temporig første halvleg var det helt lige 0-0 ved side skiftet.
St. Restrup IF satte sig på opgøret fra anden halvlegs start, og det lå i luften, at hjemmeholdet ville komme foran inden længe, da både spil og chancer faldt deres vej. Efter 62. minutters spil kom så den scoring både spillere og publikum havde ventet på. St. Restrup IF’s Lasse Bukh Møldrup spillede flot Patrick Lindberg fri, der ligeså flot serverede bolden for fødderne af Malthe Lund, som scorede til 1-0. Efter scoringen havde St. Restrup IF flere gode muligheder for at udbygge føringen til 2-0, men den allersidste skarphed i afslutningerne manglede for at indløse dette mål. I dommerens overtid, gik det, som det nogle gange går i fodbold, når man ikke kender sin besøgelsestid - IF Skjold Sæby fik med et højt indlæg, båret af vestenvinden, sendt bolden ind i målfeltet. Her steg en IF Skjold Sæby-spiller højest og kunne heade bolden videre til en medspiller, der på få meters afstand, sendte bolden i mål til 1-1. Dommeren fløjtede kort tid efter opgøret af, og dermed sluttede det hele 1-1. En mavepuster for hjemmeholdet, men ét point i dette opgør kan vise sig at være guld værd i bestræbelserne på at overleve i rækken. / ELR