Hanne Karin Garborg eller som hun hedder i udgivelsessammenhæng: Madame Garborg, fortæller om at debutere som 61-årig med sin kortprosa-samling »Alt var kun en drøm«:

– Da det virkelig gik op for mig, at det ville lykkes af få udgivet en bog, brød en jubelende boble løs inde i mig. Langsomt hen over månederne op til udgivelsen, kunne jeg mærke mange forskellige ting »løsne sig«, og jeg holdt op med, at være mit eget »tanke-politi«, for jeg lod løse ideer, fragmenter og nye drømme komme op til overfladen.  Pludselig kom momenter af lykkestunder flagrende fra min barndom, bl.a. huskede jeg pludselig alle de gange min farbror, som var sømand, kom og udlovede 2 kroner til min søster og jeg, mod at vi optrådte med et par numre fra dansktoppen, viser eller sømandssange. Særligt »Lille fregnede Louise fra Karise« og »En sømand har sin enegang, som fange på en ø«. Jeg rystede det dogme af mig, at man for himmelens skyld ALDRIG skulle påkalde sig omgivelsernes opmærksomhed, forklarer den nyslåede forfatter.

Hanne Karin Garborg går på efterløn i løbet af få måneder, hvor det er planen at flytte fra København til Nibe, hvor sønnen bor i forvejen – og hvor kontakten med børnebørnene kalder.

– Det er klart at der også kommer forfatterarrangementer i byen, når Hanne Karin flytter til byen, forklarer hendes forlægger, Michael Svennevig, Forlaget Epigraf.