Nibes forretninger fejrede torsdag `fælles fødselsdag´ – og det skete med nye aktiviteter og stor opbakning fra såvel forretningerne som fra publikum, og der blev handlet bravt i Nibes forretninger.

Dagen blev indledt med kagemand til kunderne i de deltagende forretninger, og dagen igennem var der gode tilbud og »fødselsdags tilbud« at gå efter.

Skomagertorvet var atter et centralt samlingspunkt for aktiviteterne, og her var opstillet serveringstelt og den mobile scene, som efterhånden har vundet indpas til aktiviteterne i midtbyen.

Salg af svinekam og lokalt øl var blandt trækplastrene, og sidst på dagen, hvor forretningerne havde forlænget åbningstiden til kl. 21.00, kom der ekstra aktivitet i form af musikalsk underholdning ved det lokale band Cover Crew – og et meget populært indslag, hvor U15-pigerne kastede bolde ud til publikum. Med til hver bold var der et gavekort til én af Nibes butikker.

Der herskede en hyggelig stemning i midtbyen, hvor fødselsdags-arrangementet også blev begunstiget af godt og lunt vejr.