- Tirsdag, 22. januar 2019
Folketingsmedlem Rasmus Prehn mødte niende-klasserne på Nibe skole!
Engagement, skarpe spørgsmål og nysgerrighed prægede debatten, da niendeklasserne på Nibeskole tog i mod socialdemokraternes Rasmus Prehn, der er valgt i den lokale kreds og til daglig er sit partis transportordfører.
Fredag den 18. januar besøgte det lokale medlem af Folketinget Rasmus Prehn Nibe Skole. I efteråret havde Pernille Thomassen, der til daglig går i niendeklasse på Nibe Skole, været i praktik hos Rasmus Prehn på Christiansborg. Her blev Pernille for alvor tændt på politik, hvorfor hun har meldt sin ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Men hendes klassekammerater skulle også have chancen for at møde Rasmus og høre mere om politik, tænkte hun. Derfor foreslog hun sin samfundsfagslærer, amerikansk fødte Blair Alderman, at Rasmus Prehn skulle inviteres ud på skolen for at holde oplæg om livet på Christiansborg, hvordan man får politisk indflydelse, hvordan en lov bliver til og aktuel politik i øvrigt.
Rasmus Prehn fortalte om sin vej ind i politik. Bl.a. hvordan han var kampagneleder for nuværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen, da han stillede op til byrådet første gang tilbage i 1997, og hvordan de to fandt på ideen om, at Aalborg skulle have en ”Tag over hovedet garanti” for unge studerende, der flyttede til byen og havde svært ved at finde sig en studiebolig. Rasmus fortalte også om sin egen vej ind i først Aalborg Byråd og siden Folketinget.
De mange niendeklasse-elever var ivrige efter at stille spørgsmål. Rasmus Prehn blev blandt andet spurgt, om han aldrig fortrød noget, han havde stemt for, om han selv havde en el-bil og hvordan det er at arbejde så langt væk fra sin familie, når han bor her i Nordjylland. Rasmus Prehn svarede så ærligt han kunne hele vejen igennem, og fortalte bl.a., at det han fortrød mest var, at Thorning-regeringen svigtede mht. efterløn og dagpenge. Det burde vi aldrig have gjort. Rasmus har ikke en el-bil endnu, men har bestilt en hybrid-plug in, der leveres i midten af februar – i øvrigt cykler han mere, end han kører i bil. At han arbejder så langt væk fra sin kone og børn, der bor i Aalborg, er noget af det hårdeste ved at sidde i Folketinget, fortalte Rasmus Prehn.
Til sidst opfordrede Rasmus Prehn eleverne til at komme med politiske forslag, som de ønskede gennemført i Folketinget. Det eneste konkrete forslag der kom var, at de nuværende meget restriktive fraværsregler på landets ungdomsuddannelser skulle blødes op. Det lovede Rasmus Prehn at arbejde for. Det er allerede Socialdemokratiets politik, understregede han.









