For 29. gang afholdt Nibe Kaaglaug for nylig Fornøjeligt Ædegilde (Generalforsamling). Det foregik i Lundbæk – med Apotekersild, æbleflæsk, æbletærte og dertil Calvados (æblebrændevin) tilsat god stemning og med underholdning og sang og musik fremført af Laugssanger Ragnhild Jonasen og Laugstrobadour Knud Høirup. Laugsmedlemmerne blev også beriget med naturfotograf Albert Steen-Hansens nye, flotte film fra den svenske natur. 

Oldermand Jens Østergaard  kom i sin skriftlige beretning ind på Laugets formål: At bevare og formidle kendskabet til Limfjordens fisker- og bondekultur – specielt historien om de store sildefangster i Østlimfjorden. På den kulinariske front nyder Lauget de gamle egnsretter, hvor sild ofte indgår. Nibe Kaaglaugs gælle-, kaagmænd og koner udvikler også nye måder at spise sild på. Således er Sonja Bjerres »Blåbærsild« på fiskebuffet i Nyhavns Færgekro.

Op til Kaaglaugets planlægning af en tur til Hansestaden Bergen i Norge, fortalte Helge Folkestad, Valsted, om byen.

Kaagkæmneren, Kay Jensen, fremlagde et positivt regnskab. I den forbindelse siger Nibe Kaaglaug stor tak til Nibe Elforsynings Fond for donationen til en motor til vores sjægt.

I bestyrelsen fratrådte det mangeårige medlem, Kresten Mathiasen, som fik en tak for god og humørfyldt indsats. Nyvalgt blev Bodil Frisbæk Jensen. Kaagskriver Erik Ruberg orienterede om uddannelser til sjægt- og kaagskippere og om Laugets café-aftener.