Nibe-forening runder 150 år: 

Torsdag i denne uge – 16. januar – er det præcist 150 år siden, Nibe Haandværkerforening så dagens lys.

Nibe Avis har på den baggrund dykket lidt ned i arkiverne, og i aktualitet med, at der den kommende weekend udstilles effekter i anledning af 100-året for genforeningen af Danmark og Sydslesvig, og en slags afslutning på Nibe Avis’ 100 års jubilæumsår, bringer vi på de næste to sider indslag fra daværende aktuelle udgaver af Nibe Avis.

Ikke, at omtalen af hhv. 50 års og 100 års jubilæerne er særskilt interessante – men mere, at disse med gammel dansk retskrivning og et ordvalg, der i dag virker særdeles højtideligt og agtværdigt (vi nævner ikke ordet »gammeldags), tegner der sig på den måde et tidsbillede af dels foreningens vilkår og betydning i samtiden, og dels kan man opleve, hvilke personer, der på det respektive tidspunkt tegnede foreningen.

Læs også: Nibe Haandværkerforening anno 1920 og 1970

Vi ser også lidt på Nibe Håndværkerforening, som den er i dag, og hvad den arbejder med:

Indtil for få år siden var ét af Nibe Håndværkerforenings faste, årlige gøremål at være arrangør af Nibe Dyrskue – en opgave, der blev varetaget gennem årtier. Men stigende bureaukrati med deraf følgende udgifter – og stigende krav til landbruget i retning af vaccinationer, karantæner og isolation af normale produktionsdyr gjorde, at dyrskuet fra og med 2017 blev nedlagt.

Nibe Haandværkerforening har dog fortsat en række aktiviteter at varetage, nemlig udlejning af foreningens festtelt til private og andre arrangementer, samt tildeling af et legat, hvorfra der skabes midler fra Varelotteriet.

Her foruden tildeles der lejlighedsvis midler fra foreningens formue til kulturelle formål.

Nibe Haandværkerforenings bestyrelse består i dag af: Formand Kim Bach Jensen samt bestyrelsen: Kristian Brøner, Niels Erik Sørensen, Peter Nielsen, Peter Sunds, Peter Nøhr og Arne Melgaard.

Lejlighedsvis opsættes foreningens telt til arrangementer.